26. July 2019:
Torsdag blev en blandet anden-dag ved U23 VM
- Forside
- Nyheder
- Torsdag blev en blandet anden-dag ved U23 VM
Af Bianca Toftebjerg, [email protected]
Det er udfordrende at være både arrangør, roer og træner ved dette års U23 VM, hvor det ustadige vejr i Florida i høj grad er med til at sætte dagsordenen for roerne og deres løb.
Først i aktion torsdag, var de to danske både som endnu ikke havde været på vandet ved årets mesterskaber, og begge dobbeltscullere roede flotte løb, der sendte dem direkte videre fra de indledende løb.
BM2x med Oliver Tolstrup Christensen (Roskilde) og Christian Hagemann (Lyngby) var første danske båd på vandet torsdag, og de besatte 3. pladsen i deres indledende løb, hvilket sender dem videre til A/B semifinale, som roes lørdag 15.00/15.05* (dansk tid).
Ungdomslandstræner Nils Henrik Stene glæder sig over drengenes indsats i løbet:
”Oliver og Christian gør det fornuftigt i deres indledende løb, men sagde selv at de ikke roede helt optimalt. De har haft lidt udfordringer med indstilling af båd, men det er der efterhånden ved at være styr på, og det bliver spændende at se hvordan det kommer til at gå dem videre – for det går godt allerede nu.”
Efterfølgende roede BLW2x med Line Katrine Olsen (Odense) og Marie Mørch (Bagsværd) sig ind på førstepladsen i deres indledende, hvilket gjorde at de bookede en billet direkte til søndagens A-finale, som roes kl. 15.15 (dansk tid).
Da pigerne har haft en lidt vanskelig optakt, så er en direkte finaleplads ikke kun flot, men også godt for pigerne fortæller ungdomslandstræneren:
”Pigerne har haft en svær optaktsperiode, og Marie har et ribben der driller hende. Derfor har de skulle arbejde meget på at finde den rette balance mellem at ro hårdt og få en tilpas mængde hvile. Pigerne ror et rigtig flot indledende løb, hvor de har et køligt overblik hele vejen ned over banen. Deres taktik gennem løbet, er helt efter bogen. Så nu håber jeg, at de kan nå at få lidt hvile og blive helt klar til finalen på søndag”
Vejret satte en stopper for løbsafviklingen
Efter omkring en times løbsafvikling, blev der meget brat stoppet midt i et løb og alle roere blev kaldt ind fra vandet, og dette blot 5 minutter før BW2- skulle have roet opsamling.
Nils Henrik Stene fortæller at gårsdagens uvejr ikke kun er uvant for roere og trænere, men også for FISA:
”Det var en vild dag i går, hvor løbene blev stoppet efter vi havde været i gang, i lidt over en time. Jeg snakkede med Matt Smith (red. administrerende direktør i FISA), og spurgte ham om han nogensinde før havde oplevet at løbene blev aflyst på den måde, det svarede han nej til. Herovre kommer uvejret ud af ingenting, og det er svært at være i og det er udfordrende forhold at være roer og træner i.”
Selvom løbene brat blev aflyst og udsat, kom der hurtigt en melding om, hvornår de ville blive afviklet i stedet for. Det gav roerne god tid til at omstille sig, og tid til at gøre sig klar om eftermiddagen.
Torsdagens opsamlingsløb
BW2- med Mette Køchs Nielsen (Aarhus) og Marta Kempf (DSR) blev nummer fire i deres opsamlingsløb, hvilket sender dem i C-finalen som roes lørdag kl. 18.55 (dansk tid).
BM4- med Magnus Valbirk, Magnus Rathenborg (begge Holstebro), Sebastian Bache og Aksel Dybdahl Poulsen (begge KR) ender ligeledes på fjerdepladsen i deres opsamlingsløb og dette sender dem i B-finalen som roes lørdag kl. 14.45 (dansk tid).
BLM1x med Jonas Lund (Furesø) roede et rigtig godt opsamlingsløb, hvor han sluttede på andenpladsen hvilket sikrede ham en plads i semi A/B-finalen lørdag kl. 15.10/15.15*(dansk tid).
På trods af den lidt kaotiske vejr-situation, som kræver omstillingsparathed så er der dog gode takter at finde hos roerne, fortæller ungdomslandstræneren:
”I går var en blandet dag, men med mange positive elementer. Vi får vores første finale, og ligger rigtig godt i flere af løbene. På trods af firerens B-finale, så er jeg ret positiv på deres vegne, for jeg kan se et stort potentiale i dem fremadrettet. Det løb de roede i går, viser at de godt ved hvad kaproning er, og hvad det kræver.”
*tid endnu ikke fastsat