wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
Den tidligere OL-guldvinder og medlem af "Guldfireren", Thor Juul Kristensen bliver ny Sportschef for Dansk Forening for Rosport

Det bliver en erfaren tidligere toproer, der fra den 1. december 2021 får ansvaret for at udvikle eliten inden for dansk roning. Den nye sportschef er Thor Juul Kristensen, der selv har været roer på ”Guldfireren” og været med til at vinde OL guld.

”Jeg er meget glad for, at vi efter en god proces og med en enig bestyrelse bag, kan præsentere Thor Juul Kristensen som ny sportschef i Dansk Forening for Rosport. Han er blevet valgt ud af et meget stærkt ansøgerfelt. Vi får en sportschef med solid erfaring fra egen karriere og han ved derfor, hvad der kræves for at udvikle roere fra klubniveau og helt frem til det højeste niveau. Det er min klare forventning, at Thor Juul Kristensen vil være i stand til at løfte opgaven med, at sikre udvikling af talenter, som kan gøre sig gældende på absolut internationalt topplan”, siger Conny Sørensen, formand for Dansk Forening for Rosport.

Thor Juul Kristensen vandt OL guld i 2004, VM guld i 2002 og 2003 i firer uden styrmand – den legendariske guldfirer. Han er uddannet Cand. scient. i biologi og kommer fra en stilling som lektor på Nyborg Gymnasium. Han har desuden også arbejdet på Oure Kostgymnasium Sport & Performing Arts som lektor.

”Efter et veloverstået OL er det vigtigt, at vi allerede nu kan sætte retning mod OL 2024 i Paris. Første forudsætning er, at vi har en sportslig ledelse, der kan bygge videre på det gode fundament, som vi står på i dag. Derfor var vi i ansættelsesudvalget enige om, at med Thor Juul Kristensen, får vi en sportschef, der har den nødvendige indsigt i, hvordan de mange opgaver skal tackles så atleter, klubber og forbund har det stærkest mulige afsæt for at udvikle eliten i dansk roning”, siger Astrid Haastrup, formand for DRC, elitecentret for dansk roning.

Dansk roning har en lang tradition for at udvikle atleter, der kan konkurrere på højeste internationale topplan og hvor succes ved OL vægter højt. Seneste OL var ingen undtagelse, hvor det blev til bronzemedalje i to’er uden styrmand.

”Min motivation for at søge stillingen er, at jeg med min erfaring fra roningens verden kan bidrage til at videreudvikle elitearbejdet i dansk roning. Der er et stort potentiale og det vil jeg gerne bidrage til at udvikle yderligere i et åbent og konstruktivt samarbejde med atleter og klubber, som alle er drevet af en stor passion for roning ”, siger Thor Juul Kristensen