wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
Nina Holensen fra Aarhus Roklub er kulminationen på Talent 2016-projektet. Snart deltager hun i senior World Cup 2016.

Af DRC Pressechef, Svend Bertil Frandsen

Sæsonens første World Cup i italienske Varese fra 15-17 maj­, er blevet et symbol på, at talentudviklingen i dansk roning fungerer. Nina Hollensen (Aarhus Roklub) er nemlig det seneste stjerneskud på den danske ro-himmel, som i weekenden kan gøre sig klar til sin første optræden i en senior World Cup konkurrence takket være Talent 2016 projektet.

Talent 2016 projektet, der var inspireret af et engelsk/australsk projekt, hvor der var udarbejdet minimumskriterier for højde, armspænd, styrke og udholdenhed, blev skudt i gang af DRC i 2008 med støtte fra Team Danmark. To år senere blev Hollensen indrullet i projektet, da hun ellers var i gang med en lovende fodboldkarriere på eliteniveau hos Skovbakken.

Kæmpe udfordring
Derefter er det gået slag i slag for Århus-roeren, der i 2014 for første gang deltog i U-23 VM og senere samme år blev optaget i DRC. I dette forår har hun fået chancen for at vise formatet som makker til Lisbet Falch Jacobsen (Bagsværd Roklub), der tidligere har roet sammen med Mette Dyrlund i W2x. En ordentlig mundfuld for Hollensen, der på meget kort tid har skullet vænne sig til livet på landsholdet.

”Det har vært en kæmpe udfordring og også mega-spændende”, siger Hollensen. ”Det som andre bruger lang tid på at finde ud af, ”hvordan er det at være på landsholdet?”, ”hvordan er det at blive nervøs op til store stævner?”, ”hvordan forbereder jeg mig kostmæssigt?”, alle de ting har jeg ligesom skulle lære med raketfart”. Hollensen roser endvidere sin makker for at have været en perfekt mentor i den indledende fase.

Fantastisk mentor
”Jeg tror jeg at det er en kæmpe fordel, at jeg ror sammen med Lisbet, som har en enorm rutine. Hun har mange gange roen og overskuddet til at guide mig igennem mange af de ting, som er nye for mig i denne sammenhæng, det kan være alt fra det ro-tekniske til kosten. Det er også hende, der sidder med kommandoerne i båden og der kan man også mærke, at hun har et andet overskud end jeg har fordi hun har gjort tingene i så mange år”, siger Nina Hollensen.

Træner Mads Haubro har haft fornøjelsen af, at arbejde med Hollensen i to træningslejre i Portugal og han ser frem til at se hende i aktion blot en måned før OL-kvalifikationen står for døren i schweiziske Luzern. ”Det er klart, at Nina mangler noget rutine, men hun har tilført båden noget styrke i form af flere watt og også længere tag. Desuden har hun kunnet holde til intensiteten i træningen, hvilket er meget positivt, siger Mads Haubro, der også tilkendegiver, at man ikke kan forvente, at se det kvindelige makkerpar peake form-mæssigt på de norditalienske breddegrader.

”Det går bedre med samroningen, og de får mere og mere fart. Så det spændende er, hvordan de er, når de bliver friske fordi de vil ikke være 100 % friske til World Cuppen efter den hårde træningsmængde, de var igennem i Portugal. Men det vil stadig give et godt fingerpej om, hvor vi står en måned før OL-kvalifikationen”, slutter Mads Haubro.