wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
Sverri Nielsen og tyskeren Oliver Zeidler stjal billedet i en underholdende semifinale, hvor Sverri kvalificerede sig til finalen via en andenplads.

Af DRC Pressechef Svend Bertil Frandsen

Sverri Nielsen er videre til finalen i herrernes singlesculler ved World Cuppen i Luzern og allerede nu kan ro-fans se frem til et sandt kræmmerhus af en lækkerbisken, når det færøske watt-monster tager kampen op i mod Oliver Zeidler og norske Kjetil Borch i søndagens finale på Rotsee i Luzern. I dagens semifinale havde Sverri også fornøjelsen af Zeidler, og det blev et løb, hvor de to gamle rivaler fik målt hinanden lidt på tænderne før søndagens finale.

Sverri tog teten på de første 1000 meter, hvor han udnyttede, at tyskeren kæmpede lidt med det lidt urolige vand i løbets startfase. Den 19-årige italiener Gennaro di Mauro kæmpede også godt med i begyndelsen, hvor han roede med 51 tag i min. på den første 500 meter. Italieren måtte dog som resten af feltet slippe Zeidler og Sverri ved 1000 meter mærket og bemærkelsesværdigt var det, at den tidligere 5-dobbelte tjekkiske verdensmester Ondrej Synek også gik helt ned og var omkring 25 sek. efter Zeidler og Sverri i mål. Sverri førte ved 1000 meter mærket, men måtte derefter se Zeidler gå forbi, men danskeren havde fin snor i tyskeren og var i mål 1,08 sek. efter Zeidler (de første tre både gik videre til finalen)

Bagefter sagde træner Thomas Poulsen. ”Sverri roede et rigtig flot løb, hvor han og Zeidler følte hinanden lidt på tænderne før søndagens finale. Man kan ikke ligge og lurepasse i sådan en semifinale, man kan ikke spare så meget på kræfterne og det gjorde Sverri heller ikke. Omkring midtvejs i løbet tog Sverri ti hårde tag for at teste Zeidler af, men tyskeren svarede omgående igen. Og derefter følte Sverri ikke, at der var grund til at presse citronen mere, og det var en god beslutning. Men det var en fin generalprøve. Zeidler er god til at drage nytte af det rolige vand på Rotsee og det bliver en meget spændende finale søndag”, sagde træner Thomas Poulsen.