wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
Skole OL finalerne i Sundby idrætspark bød på god stemning og massere gå på mod

Igen i år kulminerede Skole OL-sæsonen med et brag af en finale, da Hal 2 i Sundby Idrætspark dannede rammen om to dage fyldt med energi, spænding og fællesskab.

Tirsdag var det 7. og 8. klassernes tur til at kæmpe om de eftertragtede placeringer, mens onsdag stod i 6. klassernes tegn. På tværs af årgange og skoler var én ting dog fælles: stemningen.

Fra første startsignal til sidste målstreg rungede hallen af jubel, tilråb og opmuntrende heppekor. Når en roer satte sig til rette på ergometeret, vidste hele klassen præcis, hvad opgaven var. De næste 20 tag skulle kæmpes hjem med fuld kraft, mens kammeraterne talte højt med og råbte opmuntrende ord. Da de 20 tag var gennemført, handlede det om at få næste roer hurtigt og sikkert på maskinen, så stafetten kunne fortsætte uden at miste momentum.

Det var netop i disse øjeblikke, at Skole OL viste sin særlige styrke. Konkurrencen handlede ikke kun om tider og placeringer, men om samarbejde, sammenhold og fælles oplevelser. Hver eneste deltager blev båret frem af klassens opbakning, og hver eneste udskiftning blev mødt af nye hepperåb og endnu mere energi.

Til tider føltes det næsten som om taget var ved at rejse sig. Lyden af hundredvis af elever, der talte til 20 i kor, klappede i takt og heppede deres klassekammerater frem, skabte en stemning, som kun Skole OL kan levere.

TAK til alle vores frivillige der gjorde finaledagene mulige.