8. November 2016:
Skole OL får roning på programmet
- Forside
- Nyheder
- Skole OL får roning på programmet
Fra dette skoleår får landets skoleelever også mulighed for at konkurrere i roning ved Skole OL. Udover atletik, kommer Skole OL nemlig også fremover til at inkludere roning, bueskydning, svømning og e-sport. DFfR er stolte over at være blandt de første forbund der bliver inviteret med på Skole OL programmet. Skole OL finalen afvikles i Aarhus d. 13. – 16. juni 2017.
Det er gennem klassekonkurrencen Danmarks Stærkeste Klasse for 6. og 7. årgang, at det bliver muligt at kvalificere sig til ro-finalen ved Skole OL. Konkurrencen på 4000m i én romaskine, hvor alle elever fra klassen skal ro mindst én gang, kan afvikles ude på skolen eller i den lokale roklub. DFfR tilbyder træningsmateriale, instruktionsvideoer og lærerkurser for at hjælpe skolerne og klubberne godt på vej. Udvalgte steder i landet bliver der mulighed for at deltage i en regional Skole OL ro-finale, som den lokale roklub og DFfR afvikler. Ønsker I at komme i betragtning til at afvikle en regional finale, så kontakt DFfR og RoBattle – Se kontaktoplysninger i kontaktboksen her på siden.
Vi glæder os til at gøre roning endnu mere synligt i Danmark, og vise alt det gode rosporten har at tilbyde!
Læs DIF’s pressemeddelelse omkring de nye sportsgrene på Skole OL programmet i linkboksen her på siden.