wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
Tre trænere, en fynsk, en sjællandsk og en jysk er nomineret til den fine titel

Der er ikke kun god, geografisk spredning på de tre nominerede trænere til prisen Årets Træner 2023, de arbejder også med trænergerningen indenfor hver deres område af rosporten.

Den første nominerede er Amalie Kiær, Odense Roklub & Odense Universitetsroning

”Amalie Kiær har i årevis været primus motor på universitetsroningsholdet i Odense Roklub. Med et højt engagement, stærk faglighed, og et godt humør, som intet har kunne smadre, har hun anført træningen og udviklingen af et stadig vækstende hold. Takketvære hende har vi i flere omgange kunne stille solide 8’ere til flere nationale regattaer – ofte med flotte placeringer og tider. Dertil har hun skabt et fantastisk fællesskab på tværs af aldersgrupper, uddannelser og sproglige grænser. Uden Amalie Kiær – ingen Universitetsroning i Odense. På den baggrund indstiller jeg hende til trænerprisen. En bedre kandidat finder man næppe.”

I Odense har Universitetsroningen i disse år, rigtig gode vilkår på trænerfronten, her står Amalie Kiær nemlig i spidsen og hun ved hvad hun laver. Amalie møder roerne hvor de er, og giver brugbar feedback og skaber et godt miljø i klubben. Hun har bygget en positiv kultur omkring universitetsroningen i klubben og tager trænerrollen seriøst, selvom det kræver struktur da hun klarer det ved siden af et fuldtidsstudie.

Udover at være træner, så ror Amalie også. Ved Odense Langdistance var hun på en af uni-otterne. Her står hun som nr. 2 fra venstre.

Den anden nominerede er Andreas Hunskjær, Holstebro Roklub

”Andreas “Bush” Hunskjær har overtaget en svær trænerrolle i Holstebro, hvor han har arbejdet fuldtid den foregående sæson. Selvom jobbet til tider er stressfyldt og kræver meget af ham, møder han altid ind med et kæmpe smil og en motiverende entusiasme uanset om klokken er 5 eller 15.”

Uanset om han skal træne helt nye roere, eller på vandet med en U23-båd, der har masser af kilometer i årerne, så går Andreas til roerne med det samme positive og professionelle engagement. I sæsonen 2023 har Andreas også været træner for flere hold, som har været afsted til internationale mesterskaber, både ved Coupe de la Jeunesse og Baltic Cup.

Andreas var træner og havde hold med både til Coupe de la Jeunesse, Baltic Cup og Junior NM i år, billedet her er fra sidstnævnte

Den tredje nominerede er Eskil Bech-Pedersen, Roskilde Roklub

”Eskil har udbygget Roskilde Roklubs samarbejde med skolerne i Roskilde, så eleverne i 6. og 7. klasse kan vælge et delforløb, hvor roning er en væsentlig del af årets idrætstimer for årgangen. Og takket være Eskils energiske indsats giver Himmelev skole, i samarbejde med Roskilde Kommune, nu eleverne i 9. klasse mulighed for at vælge roning som valgfag i idræt.”

Det er ikke kun for skoleeleverne i Roskilde kommune, at Eskil gør en forskel, ved at introducere dem til rosporten. Han har også gjort en stor indsats for at styrke fællesskabet mellem ungdomsafdelingen og kaproningsafdelingen, så de to enheder kan give de unge medlemmer det bedst mulige udbytte både socialt og sportsligt.

Eskil var med som træner ved årets Baltic Cup i Hamborg, hvor billedet her også er fra.

Hvem der bliver Årets Træner 2023 er endnu ikke afgjort, men afgøres via afstemning. Afstemningen er ikke offentlig, men foregår på den måde, at klubber, der er medlem af DFfR hver har en stemme mens DFfRs Kraftcenterklubber hver har to stemmer.

Årets Træner 2023 afsløres ved Award Night 2023, som i år afholdes i Roskilde Roklub, lørdag d. 25. november.