wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
En sammenlægning af den lette – og den tunge herregruppe i Danmarks Rocenter under Jens Vilhelmsens ledelse har skabt bedre grobund for fortættet konkurrence, større motivation- og træningsgejst og bedre vidensdeling.

Af DRC Pressechef Svend Bertil Frandsen

Den danske letvægtsdoublesculler og fireren uden styrmand formåede ved VM i Linz tidligere på året ikke at kvalificere sig OL i første forsøg. Men der kommer en chance til i maj i Luzern, og i Danmarks Rocenter er forberedelserne til den styrkeprøve for længst påbegyndt.

Kort efter VM gennemgik DRC en træner-rokade, hvilket betød, at Thomas Poulsen overtog træningen af Fie Udby Erichsen fra Mads Haubro, mens Jens Vilhelmsen fik overdraget ansvaret af træningen for både herrernes letvægtsgruppe og den åbne herregruppe. Skuffelsen har naturligvis selvfølgelig siddet dybt i de roere, der var i aktion i Linz, men der er skabt en ny entusiasme, lidenskab og tro på tingene i det fællesskab, der har endnu bedre betingelser for at blomstre under den nye trænings-struktur.

Vigtigt at løfte i flok
Træner Jens Vilhelmsen siger: ”Jeg stræber efter at vi ser hinanden som en stor træningsgruppe. Vi forsøger at skabe et miljø, hvor alle står og klapper i hænderne, hvis der er en, der bryder en grænse og bliver bedre end de andre fordi det tvinger det generelle niveau op på et højere plan. Når de skal igennem den store træningsmængde er det guld værd, at de er flere sammen. Når vi ligger på vandet og kører lange programmer, så er det vigtigt, at man har en båd, der ligger ved siden af og kører det samme program og man har en fuldstændig klar forståelse for, hvordan det program skal køres, og hvordan man skal bruge hinanden til at blive bedre. Vi er få, så vi skal løfte i flok, og vi skal tage ansvar ud over vores egen gruppe for at gøre landsholdet bedre”, siger Jens Vilhelmsen.

Alexander Modest ser store fordele i den nye trænings-struktur. ”Det har været en tid, hvor der stadig sidder noget skuffelse i kroppen over resultatet til VM. Vi har selvfølgelig snakket sammen om der er nogle ting vi skal gøre anderledes, og der er ingen tvivl om at træningen med de tunge gør en stor forskel. Det giver ekstra motivation, at man ikke skal ud og træne alene, og man får nogle, som man kan læne sig op af og dele sine erfaringer med. Vi er jo på den samme mission i forhold til at skulle kvalificere os til OL, og vi kan helt sikkert være en kæmpe støtte for hinanden i den proces.”

Frank Steffensen bifalder også kraftigt samarbejdet med de lette roere. ”Jeg synes, det har været en rigtig god beslutning at bringe os tættere sammen. Vi kan helt sikkert lære meget af hinanden og vidensdeling er vigtig i den proces vi er inde i nu. Vi er jo kun et lille landshold i forhold til de store nationer, så vi brug for at trække på så meget erfaring som muligt. Det giver en ekstra gejst i omklædningsrummet og ude på vandet og der ligger jo også noget prestige i at slå hinanden”, siger Frank Steffensen.