23. May 2023:
Sådan stiller landsholdet ved EM i Bled
- Forside
- Nyheder
- Sådan stiller landsholdet ved EM i Bled
På torsdag skydes dette års EM i gang for vores landshold, og mesterskaberne er for roere, trænere og sportschefen, det første pejlemærke og en vigtig optakt for landsholdet forud for VM til september. Men hvem er på startlisten fra Danmark. Herunder får du overblikket, samt lidt info omkring hvor de forskellige roere er i deres forberedelser set fra sportschef Thor Juul Kristensens stol.
M1x, Sverri Nielsen (DSR)
Sverri viste fart i Zagreb, så ved VM bliver det interessant at se, hvor han ligger henne og hvordan feltet bliver i forhold til nogle af de både, som er til start ved EM, vi ikke så i Zagreb.
M1x er den største bådklasse, her er 23 både til start.
M2-, Joachim Sutton (Roskilde) og Frederic Vystavel (KR)
Forud mod EM har de to kørt et anderledes forløb sammen med træner Jens Vilhelmsen, og for båden er der en målsætning om en finaleplads.
I M2- er der 19 hold til start.
W1x, Fie Udby (KVIK)
Fie har haft en svær optakt hvor hun både har været ramt af sygdom og hold i ryggen, men hun er stærkt på vej tilbage igen.
Der er i alt 16 både til start i klassen.
LW2x, Marie Mørch og Mathilde Persson (begge Bagsværd)
Der er et hårdt felt i kvindernes lette dobbeltsculler, så de får noget at se til. Men de er godt kørende og der er god harmoni i båden.
Der er i alt 11 nationer til start.
LM2x, Alexander Modest og Christian Thor Hagemann (begge Lyngby)
De har ved flere lejligheder vist, at de kan lave fart i båden, så det bliver spændende at få en indikation af, hvor de to ligger henne i forhold til resten af bådene, der stiller i klassen.
Der er 18 både til start i klassen.
LM1x, Ramus Lind (Sorø)
Han er et godt sted, hvor han formår at lave god fart i båden på trods af et lidt rodet vinterforløb.
Der er inklusive DEN, 15 både til start i klassen.
W4-, Astrid Steensberg (DSR), Frida Sanggaard (Bagsværd), Marie Johannesen (Roskilde) og Julie Poulsen (Odder)
De fire har haft en god fremgang igennem vinteren og arbejdet godt sammen. De møder et hårdt felt i Bled, hvor tilmeldingerne giver en indikation af, at flere nationer har valgt at skyde kræfter mod netop W4-. Der er ni både til start i klassen.
M2x, Bastian Secher (Roskilde) og Magnus Rathenborg (Holstebro)
Besætningen på dobbeltsculleren er blevet sat i sidste øjeblik, men det er to kvalitetsroere, som sidder på båden. Alt er krydset for, at de kan få det til at hænge sammen, men de møder et stærkt felt med 22 nationer til start.
EM i Bled er årets anden opgave for vores landshold, tredje opgave bliver World Cup II i Varese fra d. 16.-18. juni. Her forventer vi at se Lærke Berg Rasmussen (DSR) og W2- med Nikoline Laidlaw (DSR) og Christine Cardel (DSR) til start. Både Lærke og Christine har været ramt af skader, men er på vej tilbage.