wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
Roaktivitet - UngdomsOutriggerskole 2017

Af Roaktivitetsudvalget, billeder: udlånt af lederne fra Outriggerskolen

Således udtaler Iben Bech og Laura Plæhn Poulsen fra Roskilde Roklub sig om det, at have deltaget på DFfRs UngdomsOutriggerskole 2017

”UngdomsOutriggerskolen har i år været over vores forventninger. Vi har fået så mange nye venner, lært om outriggere, lært Haderslev bedre at kende og udviklet os.”

I år blev UngdomsOutriggerskolen afholdt i Haderslev, hvor roerne boede i den tyske roklub.
Selvom de boede i den tyske roklub, så var der et godt samarbejde med den danske roklub, som ligger 1 kilometer fra den tyske. Der blev blandt andet lånt robåde fra den danske roklub.

Haderslev er et rigtig godt sted, at afholde UngdomsOutriggerskolen, fordi hvis man for eksempel, er helt nybegynder kan man ro inde i inderdammen (også kaldet badebassinet) og hvis man er lidt mere øvet, kan man ro på ydredammen og prøve kræfter med at ro baneroning.

I år var der ikke så mange ungdomsroere. Der var 9 deltagere og der er plads til 30 på UngdomsOutriggerskolen.
Iben og Laura synes faktisk, det var ret fedt, at de ikke var så mange.
”Vi kunne alle sidde sammen og hygge os om aftenen. Når der var pauser, som for eksempel efter frokost eller efter aftenaktiviteter, sad vi alle sammen og spillede kort, hørte musik, snakkede og hyggede os.”
De er ikke i tvivl om, at det ville have været lige så hyggeligt, hvis der havde været 30, der er jo fordele og ulemper ved begge dele.

Til de 9 roere, var der også 9 ledere/trænere. Det betød, der var rigtig god mulighed for at fokusere på det deltagerne gerne ville og for at blive rettet på ude på vandet. Alle hjalp til med at lave mad, hvilket også er en del af det hyggelige.

Deltagerne hyggede sig i hinandens selskab på årets Outriggerskole

Deltagerne var på vandet cirka 2 gange om dagen.
Den ene af dagene lavede de også kæntringsøvelser, så de fik helt styr på, hvordan man kommer op en outrigger, hvis man kæntrede.
Torsdag blev der holdt en ”Regatta”, alle skulle stille op i 3 bådtyper: Singlesculler, dobbeltsculler og dobbeltfier. Det var virkelig en ”fed” oplevelse, for mange af deltagerne at prøve en kaproning.
Hvert år på UngdomsOutriggerskolen, plejer der at blive afholdt ”alternativ træning” en af dagene. I år var det bowling. Så mandag eftermiddag var de en tur i bowlingcenteret, for vejret tillod ikke, at de gik på vandet.

Torsdag aften blev der holdt ”afslutningsaften”. Menuen stod på grillmad og lækker dessert. Efterfølgende gik de tur rundt om inderdammen. Her nød deltagerne den sidste tid, de havde tilbage sammen. De syntes selvfølgelig, det var sørgeligt at tænke på, at om mindre end 24 timer skulle alle sige farvel til hinanden.

Iben Bech fortæller om en af det bedste oplevelser på dette års UngdomsOutriggerskole.
”Jeg lærte en del på UngdomsOutriggerskolen. Der var for eksempel en aften, hvor jeg gerne ville prøve kræfter med at ro singlesculler, for det havde jeg altid været bange for. Jeg havde 2 trænere der var ved mig og vi tog det i mit tempo, så jeg blev helt tryg ved at ro singlesculler. Det var en fantastisk oplevelse og nu er jeg ikke bange for at ro singlesculler mere, fordi jeg lærte det på en rar måde.”

Der var plads til både tricks og leg på årets Outriggerskole

Laura Plæhn Poulsen vil også huske tilbage på en UngdomsOutriggerskole hvor hun også lærte en del. Som hun selv siger det:
”Jeg lærte blandt andet en smart måde at spænde svirvlerne, i den side der er ud mod vandet. Jeg lærte også, hvordan man kommer op i en outrigger, hvis man er kæntret. Jeg lærte også en masse om roning generelt, blandt andet fordi jeg er ny inden for sporten. ”

De to piger fra Roskilde kan helt klart anbefale DFfRs UngdomsOutriggerskole, og de håber, de kan deltage igen næste år, og møde nye/gamle bekendtskaber.

Allerede nu er Roaktivitetsudvalget i gang med at kigge på hvordan, konceptet skal udvikles så vi sikre at endnu flere vil deltage i denne aktivitet. Så konceptet får nok lidt en drejning, men der vil helt sikkert være et tilbud til de unge om at kommer på en rolejr med outriggerroning i fokus.

For dem der ikke er til outriggerroning, tilbyder roaktivitetsudvalget UngdomsLandslejren som i år finder sted i uge 30 i Vejle.