wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
Anne Larsen og Marta Kempf vandt i weekenden titlen som Årets Idrætsfund i Odense 2016, her er historien bag de to talenter

De to elite-ungdomsroere fra Odense Roklub, Anne Larsen og Marta Kempf kunne efter weekendens kåring kalde sig Årets Fund 2016 i Odense. Kåringen fandt sted ved den store Sportslørdag-begivenhed i Odense Idrætshal, og de to ungdomsroere sikrede sig titlen, efter at have vist flotte præstationer sæsonen igennem.

Af Gustav Højmark-Jensen

Øverst på listen over de imponerende præstationer er guldmedaljen i JW2X ved EM i Litauen og 5. pladsen ved VM i Rotterdam. Spørger man de to ungdomsroere, om planerne for det kommende år, så hedder det VM i 2017.

Men hvad skal der egentlig til, for at konkurrere på så højt et niveau som ungdomsroer? Masser af dedikation og endnu mere træning lyder det til, når man spørger Anne Larsen og Marta Kempf.

Det hele startede i 2010

Anne Larsen og Marta Kempf startede begge i Odense Roklub i 2010, men de roede ikke sammen til at starte med. Det var først da deres oprindelige ro-makkere skulle op i en ny aldersklasse, at de to talenter blev introduceret for hinanden:

Anne Larsen: “Da jeg startede i Odense roklub, roede jeg sammen med Line K. Olsen. Hun var ét 1 år ældre end mig, og da hun rykkede op, passede det med, at Marta kom til roklubben. Så begyndte trænerne at sige, at vi skulle prøve at ro sammen, og det endte jo meget godt ud kan man sige”.

Anne Larsen og Marta Kempf kendte hinanden fra DM i ergometer 2011, og der skulle ikke mange timer til, før de faldt i synch i båden. De har roet sammen lige siden, og 2017 markerer deres 7. ro-år.

Flotte resultater tager tid, meget tid

Hvis man tror, at man kan vinde Odense Kommunes pris som Årets Talent 2016, uden hårdt arbejde, så tager man fejl. Anne Larsen og Marta Kempf har med deres hårde træning været nødt til at lære at planlægge intensivt, så de kan få roningen til at hænge sammen med resten af hverdagen i gymnasiet og med vennerne. De mange træningstimer betyder også, at Marta Kempf og Anne Larsen har været nødt til at give afkald på forskellige ting:

Marta Kempf: “Vi har fokuseret ét hundrede procent på træningen i 2016. Derfor har vi også måtte give afkald på mange ting i forbindelse med vores skole. Lektierne skal vi have tid til, men så er det andre ting som sociale arrangementer og fester, som vi må undvære i stedet”.

Også begivenheder som familiefødselsdage er hårdt ramt af den intensive træning siger Anne Larsen, men det lyder ikke på de to talenter, som om de vil træne bare én procent mindre i 2017.

“Vi stopper ikke før vi er verdensmestre!”

Når Anne Larsen og Marta Kempf bliver spurgt om de fortsat vil fokusere på roning, så lader de ikke meget være overladt til tilfældighederne:

Marta Kempf: “Jeg kan slet ikke se en hverdag uden roning og træning, og selvom jeg fokuserer meget på skolen, så bliver jeg ved”, og Anne Larsen fortsætter: “Jeg har ikke givet afkald på så meget for ingenting”.

De to stålsatte ro-makkere afslutter næsten i kor: “Vi stopper ikke før vi er verdensmestre”.

Og de to talenter vil blive verdensmestre, sammen:

Ingen planer om andre ro-makkere:

Selvom nogle ungdomstrænere måske gerne ville eksperimentere med de to ungdomsroere i andre hold-kombinationer for at optimere præstationerne, så er pigerne fast besluttet på at forblive sammen:

Anne Larsen: “Vi er en enhed, som vi plejer at sige. Vi vil altid være hinandens ro-makkere”.

Marta Kempf afslutter: “Vi er sisters by heart, og det bliver svært at skille os to ad”.