wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
Landsholdet i roning planlægger at lægge sidste hånd på forberedelserne op til OL i Tokyo i træningslejr i Ogata i Japan

Af DRC Pressechef Svend Bertil Frandsen

Torsdag underskrev tidligere sportschef Lars Christensen (nu sportsmanager ved Team Danmark) aftalen via Skype med borgmesteren fra Ogata, Hiroto Takahaski samt den danske ambassadør i Japan, Freddy Svane, der garanterer, at det danske landshold får ideelle betingelser i deres forberedelser til OL i Japan.

Aftalen er kulminationen på et forløb, hvor den japanske PHD-studerende, Yusuke Shirai, (der gennem længere tid har været tilknyttet DRC) for ca. 18 måneder siden, begyndte at afsøge muligheder for at henlægge den afsluttende træningslejr under japanske himmelstrøg. Gennem den periode vurderede han forskellige lokationer i forhold til en række kriterier som f.eks hotel-faciliteter, køkkenforhold, vejret, størrelse af sø, adgang til motorbåde, etc..

Perfekt vand
Ud fra undersøgelsen drog Lars Christensen og cheftræner for dame-gruppen, Mads Haubro, i maj til Japan for at inspicere faciliteterne i Ogata og Barato, der var den anden mulighed. Begge lokationer har haft hver deres styrker, men valget er i sidste ende faldet på Ogata, der ligger 640 km fra Tokyo på baggrund af den garanti for fuldstændig perfekt vand til roning, som stedet kan tilbyde. I Ogata får roerne nemlig mulighed for at træne på en udgravet og meget lang kanal, der ligger 7 meter under havets overflade, og derfor er næsten helt vindstille. Og det var de betingelser, der hovedsagelig afgjorde beslutningen fortæller Mads Haubro.

”Barato lå tæt på en millionby, mens Ogata ligger på landet. Hotellet var klart bedre i Barato, men det, der blev afgørende var, at roerne i Ogata kan ro 10 km ligeud af en fuldstændig vindstille kanal, mens der var klart mere vind i Barato og søen, der var 3,5 km lang slog et knæk midtpå. Samtidig er vejret i Ogata også mere luftfugtigt og lig de forhold, vi kommer til at konkurrere under i Tokyo, mens vejret i Barato mere lignede det vejr, som vi har i Danmark”, siger Mads Haubro.

Utraditionelt valg
Den nye sportschef for Dansk Forening for Rosport, Finn Trærup-Hansen, glæder sig over, at man allerede nu har klarhed over, hvor man skal finpudse de sidste forberedelser frem mod Tokyo i 2020. ”Det er meget glædeligt, at man allerede nu har sikret sig fornemme træningsfaciliteter frem mod OL i Tokyo. Det giver gode muligheder for roerne for at akklimatisere sig til luft og vand og samtidig får vores landsholdsroere absolut optimale betingelser for finjustere indsatsen i bådene. ”

At henlægge træningslejren til Japan før OL er et utraditionelt valg for landsholdet, som ellers altid haft for vane at forberede sig i Østrig før de Olympiske Lege. Men det laver man altså om på nu af hensyn til distancen til Japan, vejret og de unikke betingelser for roning. ”De muligheder, der findes der for at forberede sig optimalt hen i mod OL kunne vi ikke have fået noget andet sted i Europa. Og samtidig bliver det også afgørende for roernes præstationer ved OL at de får tilpasset sig varmen og luftfugtigheden i Tokyo”, slutter Mads Haubro.

Landsholdets næste test bliver VM i Florida, der afholdes fra den 24. september til 2. oktober 2017. Landsholdet rejser i træningslejr i Florida mandag den 4.september.