I weekenden er det de yngste juniorroere fra 15 til 17 år, som skal vise deres kunnen ved dette års Baltic Cup
Af Bianca Toftebjerg, [email protected]
I weekenden er det de yngste juniorroere fra 15 til 17 år, som skal vise deres kunnen ved dette års Baltic Cup.
Fra 7. – 8. oktober afholdes der Baltic Cup i Brest, Hviderusland. Danmark deltager i år med fuldt mandskab til mesterskaberne, og bådtyperne der roes i er JW1x, JW2x, JW4x, JW2-, JW4-, JM1x, JM2x, JM4x, JM2- og JM4-.
Optakten til dette års Baltic Cup har været lidt anderledes, fordi der i uge 31 blev afholdt Baltic Cup Camp i Hadsund Roklub. Her var 46 roere samlet i en uge, hvor fokus for roerne var på at blive udfordret og udvikle sig frem mod udtagelserne, som blev afholdt 20. august.
Hvad venter?
I Hviderusland venter der U18 roerne og deres trænere et stort, moderne rostadion, som skal danne rammerne om weekendens Baltic Cup 2017.
Det er lidt utraditionelt at Hviderusland skal være vært ved stævnet. Sidste år blev mesterskaberne afholdt i Tyskland og året før tilfaldt værtskabet Sverige. For ungdomslandstræner Nils Henrik Stene er det lidt nervepirrende, at skulle til et land som reelt er et diktatur. Men ungdomslandstræneren er spændt på, at se hvordan de unge roere kommer til at klare sig ved mesterskaberne:
”Jeg glæder mig, til at se de unge fyre den af på vandet. Det er nogle rigtig gode hold vi har med, som har haft god tid til at forberede sig frem mod stævnet. De mandskaber vi har med viser rigtig stort potentiale, så i weekenden får de mulighed for at vise hvor dygtige de er blevet.”
Hvem er med?
Danmark stiller med fuldt hold, til Baltic Cup 2017. I alt ti mandskaber skal repræsentere de danske farver i Hviderusland.
Se listen over de hold, som er blevet udtaget til at repræsentere Danmark ved Baltic Cup 2017 her.
Følg med på Facebook og roning.dk i weekenden. Her kan du blive opdateret på, hvordan de går de danske juniorroere i Hviderusland.