Otte danske mandskaber stiller til start ved dette års U23 EM i Brest
Af Bianca Toftebjerg, [email protected]
25 nationer er repræsenteret til mesterskaberne, som kun er på sit andet leveår. Og Danmark stiller til start i otte, af de i alt 21 bådklasser.
Den danske landsholdstrup ser lidt anderledes ud i sammensætningen her ved U23 EM, end de gjorde ved Verdensmesterskaberne tidligere på sæsonen.
Det skyldes, at roerne har haft mulighed for at vælge mesterskaberne fra. Og det er der desværre nogle, der har gjort, hvilket ærgrer ungdomslandstræner Nils Henrik Stene:
”Det har været en svær øvelse at finde ud af, hvordan vi skulle sætte mandskaberne sammen, netop fordi roerne har haft mulighed for at vælge det fra. Men som jeg ser det, er mesterskaberne her et rigtig godt setup til udvikling. Og derfor er jeg også ærgerlig over, at det ikke bliver prioriteret højre.”
Derudover så ungdomslandstræneren gerne, at mesterskaberne fremover lægges først på sæsonen, som det er tilfældet på juniorsiden, hvor EM ligger i maj måned. Det ville i højere grad gøre, at man kunne benytte U23’ernes EM som et optaktsmesterskab til verdensmesterskaberne som ligger i juli måned.
Gode kombinationer og gamle kendinge
Med i Brest er bl.a. to rene Roskilde-mandskaber i damernes toer uden og i herredobbeltsculleren, hvor det er en kombination af Bastian Secher og Oliver Tolstrup, som ved udtagelsesløbet gjorde det rigtig godt.
Derudover er BW1x besat af Julie Gaumitz Storm (Odense Roklub) og BM1x af William Wishom (Hadsund Roklub) – roere som tidligere har været på ungdomslandsholdet, og at de igen er at finde på de internationale kaproningsbaner, er noget som glæder ungdomslandstræneren.
Hvordan resultaterne kommer til at se ud for Danmark, efter weekendens mesterskaber, kan være svær at spå om, selv forholder Nils Henrik Stene sig åben og glæder sig til en weekend med god roning.
Weekendens program
Mesterskaberne strækker sig over to dage, hvor roerne lørdag ror indledende- og opsamlingsløb, imens søndagen er forbeholdt finalerne.
I højre side kan du hente en foreløbig tidsplan, dog uden specifikke danske starter da lodtrækningen først finder sted fredag kl. 17.00.
Du kan følge med i hvordan det går de danske mandskaber i Brest, både på Facebook-siden Ungdomslandsholdene i roning, samt på Instagram profilen roning.dk.
-
Provisional timetableFind den her
-
Læs mere om U23 EMBesøg regattaens hjemmeside her
-
Hvem er med i Brest?Se udtagelserne her
-