I forrig weekend var en stor del af de danske juniorbåde og projekthold på vandet ved Dove-Elbe Vandpark til den internationale Hamburg Regatta, og der blev vist lovende takter fra alle sider
En håndfuld danske juniorbåde og projekthold skulle i weekenden forsøge at markere sig internationalt, da de deltog i Hamburg Regatta, der blev afholdt mellem den 2. og den 4. juni.
Af Gustav Højmark-Jensen
Samlet set gjorde alle de danske både sig gode erfaringer, og det lykkedes, ifølge både projekttrænere og ungdomslandstræneren, en stor del af projektbådene at holde den høje kadance fra EM i Krefeld tidligere på året:
“De fem finalehold fra EM i Krefeld gjorde det ret godt i Hamburg. Det er glædeligt, og nu må vi se, om vi kan få endnu flere både med i den kaliber for resten af sæsonnen” fortalte ungdomslandstræner Nils Henrik Stene.
Ungdomstræner i Roskilde Roklub, Torben Bech, er enig, og lige som ved EM i Krefeld fik alle roerne gode erfaringer med fra regattaen i Hamburg:
“Det gik rigtig godt. Stort set alle vores roere klarede sig okay. De fik igen gode erfaringer med, og det er altid spændende at ro mod nogen som man ikke ror mod til dagligt” fortæller Torben Bech.
Nye ting prøves i Hamburg
Hamburg Regattaen er også en mulighed for projekttrænerne, der kan afprøve nye taktikker med deres roere. Torben Bech, der også er projekttræner for roskilderoeren Bastian Secher fortæller:
“Om lørdagen prøvede vi nogle ting af. Bastian Secher har for eksempel manglet lidt på de første 1000m. Det er dét punkt på banen, hvor han har været svagest, så derfor forsøgte vi at se, om han kunne ligge forrest på de første 1000 meter. Det kunne godt være, at den hårde start ville komme til at koste placeringer senere. Det var en kalkuleret risiko, og det kan godt være, at det fremadrettet skal ende med en mellemting”, fortæller Torben Bech.
Bastian Secher endte med at føre på de første 1000m, og endte som nummer fire i det samlede heat, altså helt som aftalt. På den måde præsenterer Hamburg Regattaen en mulighed for projekttrænere og projektbåde, der kan gøre sig vigtige erfaringer op til kommende regattaer.
Flere gode takter
Ifølge roskildetræneren Torben Bech er præstationen i dobbeltscullerne også godkendt:
“Malli Segoli vandt hendes heat om lørdagen og hun blev toer om søndagen, så det er også mere end godkendt. Senere roede Malli Segoli dobbelt med Agnete Munk fra Hadsund i Junior A, og det gik også rigtig godt i betragtning af, at de to aldrig har roet sammen før. Junior B-drengene fik sig også gode erfaringer med på vejen”.
Bagsværdtræneren Frederik Secher, der samtidig er projekttræner for dobbeltfireren melder også om rigtig gode erfaringer og vellykkede eksperimenter:
“Vores fokus i Hamburg var at holde det høje tempo, som om det var en EM-finale. Drengene var trætte, men de formåede stadig at præstere på et højt niveau. Forholdene skiftede enormt meget i weekenden, med en markant modvind lørdag, og en kraftig medvind om søndagen. Det betød, at vi skulle være omstillingsparate, og det var også en god erfaring for alle roerne. Overordnet synes jeg, at vi rider videre på den bølge, som har redet på hele sæsonen – vi er ligeglade med vand og vejr, fokus er bare på at ro stærkt, og især drengene er gode til at holde hovedet koldt”, fortæller Frederik Secher.
Endnu mere fart
Træneren fra Bagsværd Kraftcenter, Torben Bech, er heller ikke i tvivl om, at der er mere fart at hente i den ellers i forvejen hurtige dobbeltfirer:
“Jeg har helt klart en fornemmelse af, at der er meget mere fart at hente, men at vi er på vej i den rigtige retningen. Vi bliver klogere for hvert løb, og det var også det Hamburg Regatta handlede om. Vi er stadig et ungt hold, der har rigtig meget at lære, men generelt synes jeg, at niveauet blandt juniorbådene ligger rimeligt højt”, lyder det fra projekttræneren.
Du kan se alle resultaterne fra Hamburg Regatta via linket til højre, og du kan se flere billeder på ungdomslandsholdenes facebookside.