25. July 2021:
OL: Sverri Nielsen klar til semifinale med overdådig roning
- Forside
- Nyheder
- OL: Sverri Nielsen klar til semifinale med overdådig roning
Af DRC Pressechef Svend Bertil Frandsen
Sådan gik det de to danske både, der var i aktion søndag morgen (dansk tid).
M1x:
På baggrund af den dystre vejrudsigt med stærk vind søndag aften og mandag i Tokyo var Sverri Nielsens kvartfinale blevet fremrykket fra mandag til søndag, men det så bestemt ikke ud til at have nogen negativ effekt på Sverri´s forberedelser. Fra starten lagde Sverri et voldsomt tryk på sine konkurrenter og lignede en mand, der hurtigt ønskede at sætte tingene på plads. Halvvejs havde han allerede opbygget et forspring på 3, 47 sek. til sin nærmeste rival, russeren Alexander Vyazovkin og dominansen fortsatte i resten af løbet. I mål var færingen hele 7,13 sek. foran Canada”s Trevor Jones og 9,52 sek. foran Vyazovkin. Sverri kan nu se frem til at ro semifinale onsdag morgen (dansk tid).
W4-:
Christina Juhl Johansen, Frida Sanggaard Nielsen, Ida Gørtz Jacobsen og Trine Dahl Pedersen kæmpede forbilledligt, men formåede desværre ikke at kvalificere sig til OL-finalen. To både ville kvalificere dig til A-finalen fra opsamlingsheatet, men allerede ved 1000 meter mærket var det tydeligt, at det ville blive for stor en mundfuld for pigerne, der havde 8,71 sek. op til den polske båd, der indtog andenpladsen. Pigerne sluttede løbet 14, 97 sek. efter den engelske båd, der vandt opsamlingsheatet, og pigerne skal nu fokusere på, at få sat et godt punktum for OL og tage det første skridt mod den videre udvikling i båden i B-finalen.