wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
DFfRs Kaproningsudvalg og DRC er klar med initiativer for sæsonen 2020, med fokus på talentudvikling, ungdomskaproning og eliteroning

COVID-19 situationen har bidt sig fast i 2020 og det står efterhånden ganske klart, at der er konsekvenser forbundet med den nuværende situation hele sommeren. Det betyder, at vi har meget få kaproninger at se frem i mod både nationalt og internationalt.

Genåbningen af samfundet er stille og roligt undervejs, og som et led i, at vi bevæger os gradvist tilbage mod normale tilstande, er KU og DRC klar med initiativer, som gerne skulle skabe en meningsfyldt sæson for ungdomskaproerne i Danmark, trods situationen. Herunder præsenteres en række initiativer, som er planlagt til at kunne foregå fra slut april og over sommeren.

Initiativerne kan naturligvis kun kan lade sig gøre i det omfang, at de følger de danske myndigheders retningslinjer og anbefalinger ang. COVID-19, og derfor kan ændringer naturligvis forekomme med kort varsel, herunder aflysning såfremt det ikke er muligt at opfylde og overholde retningslinjer fra myndighedernes side. Det skal også nævnes, at initiativerne har mange medarrangører, som naturligvis skal inddrages og bakke op om de enkelte arrangementer med de forbehold for ændringer dette kan skabe. Det er dog håbet, at nedenstående initiativer kan skabe en alternativ, men indholdsrig sæson med indlagte højdepunkter og muligheder for at dyrke konkurrenceelementet i roning hver for sig og sammen.

CoROna-cup

Inspireret af diverse virtuelle initiativer, har vi lavet en konkurrence, som tager udgangspunkt i en afholdelse hver for sig. Den er allerede lanceret, så hvis du endnu ikke har besøgt ’CoROnacup’ på Facebook, så kan du finde den via link i højre side/i bunden af siden her.
CoROna cuppen er tiltænkt at foregå i fem afdelinger med start ultimo april måned. CoROna Cuppen afholdes for både drenge og piger i jun C, jun B, jun A og senior. Der uddeles point og cuppen indebærer som udgangspunkt discipliner, som kan laves hjemme til at starte med og senere (hvis muligt) også med discipliner som udføres i roklubben. Ved behov for yderligere info eller spørgsmål til CoROna cuppen, skriv eller ring til Anders Tranberg.

Aftenkaproninger:

Aftenkaproninger er et kendt koncept på Bagsværd Sø, afholdt af Købehavnskredsen. DRC vil forestå at undersøge muligheden for at udbrede konceptet vest for Storebælt samt sikre deltagelse af sjællandske klubber ud over KBH kredsens på Bagsværd sø.

Aftenkaproninger planlægges på hverdagsaftener på tidspunkter, hvor det burde være muligt at kunne deltage for både jun C, jun B, jun A og seniorroere. Ideen er, at lade ungdomsroere kunne få starter mod og med hinanden gennem sommeren, således at man har kaproninger at forberede sig til og har mulighed for at måle sit niveau mod andre. Initiativet kan kun gennemføres, såfremt der kommer lempelser i myndighedernes retningslinjer i den nære fremtid.

Distanceweekender:

Distance-weekender er et initiativ for gruppen af primært U19, U23 og seniorroere for hvem sæsonens iagttagelsesregattaer er aflyst. Ideen er at benytte de weekender og i videst muligt omfang de lokationer, som allerede har været sat i kalenderen gennem sommeren til kaproning. Weekenderne arrangeres primært for at gruppen af ungdoms- og seniorkaproere får mulighed for at mødes og race mod hinanden for på den måde at have faste sæsonhøjdepunkter som kan virke stimulerende for træningsindsatsen og motivationen i en på mange måder anderledes sæson.

Roerne får med disse weekender konkrete højdepunkter at forberede sig til og dermed også mulighed for iagttagelse frem mod (forhåbentlig) Junior Nordisk Mesterskab, U19/U23/senior EM i indeværende sæson samt mulighed for grundig forberedelse til sæson 2021. Med andre ord mødes landets bedste roere til weekendsamlinger, hvor et element af kaproning er indtænkt for at kunne træne konkurrencesimulering sammen og afprøve sit niveau på nationalt plan.

Igen, det kan kun gennemføres med en lempelse af myndighedernes retningslinjer fra de nuværende.

Invitation til træningsfællesskab med DRC:

Det sportslige ledelsesteam i DRC er enige om, at det vigtige strategiske arbejde frem mod OL i 2024 bør påbegyndes allerede i indeværende sæson, selvom OL er udskudt. Det betyder, at DRC er i gang med at planlægge en invitation til fællestræning for landets bedste U23 og subeliteseniorroere, som er relevante for den kommende olympiade. DRC er endnu ikke konkrete på, hvordan dette kan gøres bedst muligt, så den igangværende OL-satsning stadig prioriteres og målrettes, og samtidig give mulighed for at en bredere træningsgruppe tilgodeses. Tanken er at ovenstående initiativ kan give roerne en motiverende og lærerig introduktion til arbejdet i DRC og samtidig kan give landstrænerne indblik i niveauet blandt næste generations roere.

Der vil blive udsendt en særskilt invitation til de roere, som DRC finder relevante for træningsfællesskabet i nærmeste fremtid.

Det skal understreges, at ovenstående initiativer er konkrete ideer og planer, men de er stadig under udvikling. Det betyder, at der endnu ikke er datoer på begivenhederne, men at denne mail gerne skulle sætte ord på, hvilke tiltag og initiativer der arbejdes på. Der vil snarest muligt komme en opfølgende mail med datoer og et kalenderoverblik og ligeledes vil der blive sendt mails ud med invitationer, indbydelser og info for de konkrete begivenheder.

Hvis der er spørgsmål til ovenstående, så tøv ikke med at tage kontakt.