wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
Frederic Vystavel og Joachim vandt sensationelt bronze på en fremragende dansk torsdag, hvor Sverri Nielsen også roede sig i OL-finalen (Foto: Lars Møller)

Af DRC Pressechef Svend Bertil Frandsen

Sådan gik det de tre danske både, der var i aktion torsdag morgen (dansk tid) i Tokyo.

W2-:
Skuffelsen var naturligvis til at tage føle på for Fie Udby Erichsen og Lærke Berg Rasmussen, da det ikke lykkedes dem, at komme frem til A-finalen onsdag morgen. Den skuffelse vil selvfølgelig sidde dybt i parret i lang tid, Men de to stærke piger fik sat et voldsomt flot punktum for deres OL-odysse´, da de roede en andenplads hjem i B-finalen. Fie og Lærke var 3,02 sek. efter Australien, men sluttede på andenpladsen 1,54 sek. foran Rumænien. Ikke mindst en fantastisk flot mental trods-reaktion oven på onsdagens skuffelse.

Som træner Mads Haubro udtrykte det i onsdag: “Jeg føler med dem begge, de har været meget igennem hver for sig, men som de sidste uger har fundet en fælles vej med et fælles mål. Og som begge havde glædet sig til at vise deres meget høje niveau.”

M2-:
Dansk roning har vundet medaljer ved samtlige OL siden 1996, og den fremragende statistik fortsatte Frederic Vystavel og Joachim Sutton torsdag morgen dansk tid, da de sensationelt vandt bronze i herretoer uden styrmand på Sea Forest Waterway. De to drenge har gennemgået en voldsom udvikling de sidste seks måneder og den foreløbig kroning på deres imponerende udviklingsmæssige forløb fik de torsdag, da de vandt bronze ved OL.  Rigtig mange mandskaber og roere har haft svært ved at styre det urolige vand i Tokyo, men her har Joachim og Frederic vist en fantastisk mental styrke og teknisk kunnen til at holde et stabilt tempo i svære betingelser. Det gjorde de også torsdag morgen i Tokyo i finalen, hvor de kom ind på tredjepladsen i A-finalen 4,59 sek. efter de kroatiske Sinkovic-brødre, der vandt guld og 3,30 sek. efter Rumænien. DANMARK var 0,15 sek. foran Canada på fjerdepladsen.

”Vi fik en fin start og kom godt ud af hullet. Og så kunne vi godt hurtigt fornemme, at Kroatien (vinderbåden, red.) stak af, men vi holdt vores cool og kørte bare vores løb”, sagde Frederic Vystavel efter løbet til DR. ”Det er nemt at lade sig påvirke og for ens tanker og følelser at komme ud af kontrol, men vi har været supergode til at holde det til et løb på to kilometer ligesom alle andre løb, og i dag går vi ud og laver mange fejltag ned ad banen, men holder det aggressivt”, supplerede Joachim Sutton.

M1x:
Den fantastisk danske dag fortsatte da Sverri Nielsen indkasserede sin billet til A-finalen ved at slutte på 2.pladsen i en højdramatisk semifinale, hvor tre både ville gå videre til finalen. På forhånd var det ventet, at semifinalen skulle blive et parløb mellem Sverri og Oliver Zeidler, men det kom slet ikke til at holde stik, da grækeren Stefanos Ntouskos skød frem fra start, mens Sverri rundede de første 500 meter i blot 5.bedste tid. Sverri fik dog gradvist roet sig op, specielt takket være en fremragende 500 meter mellem 1000- og 1500 meter, hvor han roede i bedste tid. Det lykkedes Sverri at ro sig gennem feltet op på andenpladsen forbi Oliver Zeidler, der virkelig havde det svært i det urolige vand og sensationelt blev overspurtet af russeren Alexander Vyazovkin i slutfasen og måtte se sig henvist til B-finalen. ”Det er en drøm at stå i finalen, det er noget jeg har drømt om siden jeg var barn, sagde Sverri efter semifinalen.