26. August 2019:
Lovende præstationer giver grund til spirende dansk optimisme ved VM
- Forside
- Nyheder
- Lovende præstationer giver grund til spirende dansk optimisme ved VM
(LM4x)
I lighed med sidste år har Danmark fået en letvægtsherredobbeltfirer med til VM i år. Allerede sidste år beviste U-23 besætningen, at de har et enormt potentiale ved at besætte fjerdepladsen. Sæsonen i år har dog været meget præget af skader, men alligevel har træner Oliver Kiehn været overrasket over det niveau, som drengene (Frederik Taulbjerg (Holstebro), Fredrik Leicht (København), Jonas Lund (Furesø), Christian Hagemann (Lyngby) har haft efter udtagelsesløbene. Tirsdag tog drengene så fat på VM, og det blev til en andenplads efter Italien i indledende løb, hvor drengene bagefter kaldte det ”en godkendt” start, også selv om de ikke kom videre til finalen i første hug.
”Vi holdt det som vi havde aftalt, vi får en rigtig god start, og kommer rigtig godt afsted. Det var fedt at komme ud og prøve banen, fedt at ræse sammen og få noget erfaring. Vi havde en ret god opvarmning, hvor det hele spillede, så vi sad egentlig med en rigtig god fornemmelse derude. Så nu er det bare om at komme hjem og hvile ud, og så er vi klar i morgen igen.”
(W2-)
Efter at Nina Hollsen (Århus) og Trine Dahl Pedersen (Holstebro) søndag ikke rigtig havde været i stand til at forløse det talent, som alle ved de har og var endt på en femteplads i indledende løb, så blev mandagen en anderledes positiv oplevelse for parret, der via en andenplads i opsamlingsløbet sikrede sig en plads i kvartfinalen. Fire par ville gå videre til kvartfinalen, og de fleste regnede med, at Mexico ville trække sorteper i den ligning. Men det var også vigtigt, at pigerne fik tanket moral efter gårsdagens skuffelse. Og det må man sige, at pigerne formåede ved at ro sig op på en flot andenplads efter at de ellers rundet de første 500 meter på fjerdepladsen. Bagefter var pigerne også godt tilfredse: ”I går fungerede det på intet tidspunkt rigtigt, hvor vi i dag fandt længere stykker, hvor vi var i stand til at få vores gode roning frem. Det er stadigvæk lidt ustabilt, men det var da et skridt i den rigtige retning. Vi er her for at jagte så mange gode meter som muligt og vi ved, at hvis vi rammer den rigtig godt, så kan det også godt række et stykke. ”