wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
Sportschefen i Dansk Forening for Rosport, Lars Christensen har valgt at søge nye udfordringer og tiltræder en stilling som sportskonsulent i Team Danmark per 1. juni.

Af DRC Pressechef Svend Bertil Frandsen

Dansk Forening for Rosport mister en stor kapacitet med Lars Christensens beslutning om at forlade stillingen som sportschef, som han har varetaget siden 2001.

”Lars er en af dansk idræts mest succesrige sportschefer med ejerskab til flere VM medaljer samt medaljer ved OL i Athen, Beijing, London og Rio. Lars har et indgående kendskab til eliteidræt og dansk roning. Det er derfor et stort tab for dansk roning, men samtidig ønsker vi Lars stort tillykke med nye jobmæssige udfordringer hos Team Danmark, ” siger Henning Bay Nielsen, formand for Dansk Forening for Rosport.

Lars Christensen fortæller, at beslutningen har været svær at tage efter 15 år i et fantastisk inspirerende miljø.

”Det har været mere end 15 helt fantastiske år i mit liv, hvor jeg hver eneste dag har glædet mig til at komme på arbejde, komme ud og være en del af et helt fantastisk team og en fantastisk sport. Efter mere end 15 år på posten som sportschef er tiden kommet til, at jeg gerne vil prøve nye udfordringer, og nu glæder jeg mig til at starte et nyt kapitel i mit arbejdsliv hos Team Danmark. Jeg vil gerne sige tak til atleter, trænere og medarbejdere for mange store oplevelser igennem årene, både hjemme og rundt om i verden. Dem glæder jeg mig over at have været en del af, og jeg kommer til at savne jer i mit daglige arbejde, ” siger Lars Christensen.

Dansk Roning er inde i en positiv udvikling med mange nye talenter og flere kommende olympiske medaljehåb samtidig med, at man står på kanten til en ny sæson med en måned til EM. Derudover er det nye elitetræningscenter i verdensklasse Danmarks Rostadion ved at tage form med en forventet indvielse i 2020.

”Der er mange gode ting i gang i dansk roning, hvilket skal understøttes og styrkes. Bestyrelsen for Dansk Forening for Rosports elitecenter Danmarks Rocenter, vil derfor i samråd med trænerteamet og kaproningsudvalget nøje overveje, hvad der er bedst for dansk roning på kort og lang sigt. Målet for dansk roning er fortsat OL-medaljer i Tokyo, hvilket sikres i samråd med vore klubber, trænere, roerne og Team Danmark, ” siger Henning Bay Nielsen.