wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
World Cuppen i Rotterdam fik en kaotisk start, da FISA valgte at ty til time trials efter et tordenvejr, der havde forsinket programmet. For mange landsholdsroere var den en førstegansgoplevelse.

Af DRC Pressechef Svend Bertil Frandsen

Ud af syv både fik Danmark fire både (LW1x, Mathilde Persson – M1x,Sverri S.Nielsen –  M2-, Bastian Secher, Joachim Sutton –  og W2-, Nina Hollensen og Trine Dahl Pedersen) med til semifinalerne mens W4-(Frida Sanggaard Nielsen, Ida Gørtz Jacobsen, Christina Juhl Johansen og Lærke Berg Rasmussen) strøg i finalen). To både, W2x, Mette Dyrlund og Luise Lund Hansen og M4-, Frank Steffensen, Tøger Berg Rasmussen, Tobias Kempf og Fred Vystavel skal lørdag ud i opsamlingsløb for at nå semifinalen.

Efter dagen gjorde rigtig mange af landsholdsroerne opmærksom på, at det havde været en meget speciel oplevelse at ro time trials uden nogen direkte modstandere. Her er et udpluk af, hvordan en række af landsholdsroerne reagerede på de uvante betingelser.

(Frida Sanggaard Nielsen, Lærke Berg Rasmussen, Christina Juhl Johansen og Ida Gørtz Jacobsen, W4-)
”Det er svært at have fornemmelsen for at ro mod andre – især fordi vi var første båd og derfor ikke havde nogen fornemmelse af ”god fart” ned over banen. Vi måtte bare ro vores bedste og heldigvis har vores træning på Bagsværd Sø rustet os til at kunne klare den hårde sidevind i dag. Man skal virkelig kunne presse sig selv, når man ikke ligger side om side med konkurrenterne. Men det minder på en måde om vores træning derhjemme, hvor vi oftest laver intervaller alene. Det har været okay, at prøve time trial formatet her til World Cuppen, så vi er forberedt på det, hvis det skulle ske til VM.”

(Frank Steffensen, Tøger Berg Rasmussen, Tobias Kempf og Fred Vystavel, M4-)
”Det var en lidt underlig oplevelse at ro international kaproning alene, som var det en distance på Bagsværd Sø. Vi sad lidt i en boble og kunne kun forholde os til GPS farten men uden at vide om det var hurtigt eller langsomt. Det var dog en god test i at holde fokus ”indenbords” og presse os selv ned over banen. Men time trials er ikke den sjove måde at ro kaproning på, det er klart mere ophidsende, at måle sig mod andre lande. Vi havde et fint løb, så nu må spørge os selv, hvordan vi kan gøre det bedre i morgen.

(Mathilde Persson, LW1x)
”Det var først gang, at jeg prøvede time trials i LW1x, og jeg synes, at det var en ret speciel oplevelse ikke at vide hvorhenne i feltet, man lå. Opgaven er jo den samme om det er almindeligt race eller time trials, men det er lidt en anden slags roning, når der ikke foregår noget uden for båden men kun inde i båden.”