7. September 2017:
Idrættens forsikringer og løfteudstyret i roklubben
- Forside
- Nyheder
- Idrættens forsikringer og løfteudstyret i roklubben
I forbindelse med anvendelse af lifte, kraner og hejseværk (løfteudstyr) i roklubberne er der et par punkter, som klubberne skal være opmærksomme på.
Hvornår dækker Idrættens forsikringer?
Medlemmer som foreningens ledelse har bedt hjælpe til med at løse en konkret opgave for foreningen herunder instruktører og trænere – er dækket af Idrættens forsikringer, hvis de kommer til skade i forbindelse med brug af løfteudstyret.
Hvornår dækker Idrættens forsikringer ikke?
Idrættens forsikringer dækker ikke skade på de genstande, der løftes.
Menige medlemmer, heriblandt styrmænd, er ved brug af klubbens løfteudstyr ikke dækket af Idrættens forsikringer, og en skade – både person- og materielskade – skal meldes til medlemmets egen forsikring.
Hvilke krav er der til klubben?
For at være omfattet af Idrættens forsikringer er det et krav fra Tryg, som forsikringen er tegnet hos, at klubben kan dokumentere, at regler og vejledninger for anvendelse af løfteudstyret er kendt af brugerne.
Tryg kan kræve at se relevant dokumentation for de forhold, som de vurdere har haft betydning for skaden. Det vil sige, at roklubben kan blive pålagt at fremvise logbog samt at kunne bevise, at den fornødne instruktion i brug af løfteudstyret er sket.
Skal I som klub, gøre noget?
DFfR anbefaler alle klubber, som har løfteudstyr, at føre en logbog over udstyrets vedligeholdelse. Det anbefales også, at der i klubben forefindes en instruktion, som instruerer i den korrekte brug af udstyret – tilgængelig for alle medlemmer og gæster.
Som det sidste kan klubben overveje mulighederne for en tilvalgsforsikring, der kan dække skade på menige medlemmer, da det ikke kan forventes, at alle medlemmer har en privat ansvarsforsikring.
For mere viden om opsætning, anvendelse og vedligehold af løfteudstyr, læs Arbejdstilsynets relevante bestemmelser her:
Anvendelse af hejse-, løfte- og transportredskaber
Opstilling, eftersyn og vedligeholdelse af hejse-, løfte- og transportredskaber