wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
Ida Birkjær Petersen vinder både Idrætsrådets Talentpris og Holstebro Elitesports Made in Holstebro-prisen ved Årets Idrætsfest i Holstebro

Ida Birkjær Petersen kunne kort tid efter nytåret næsten ikke tro sine egne øjne og øre, da hun to gange måtte op på podiet i Holstebro ved Årets Idrætsfest 2016 for at modtage priser for hendes hårde arbejde og flotte præstationer. Ida Birkjær Petersen vandt nemlig både Idrætsrådets Talentpris og Holstebro Elitesports Made In Holstebro-prisen.

Ida Birkjær Petersen vidste godt, at hun var nomineret til Made in Holstebro-prisen, men at hun skulle vinde den, og Idrætsrådets Talentpris, dét kom bag på hende:

“Det var meget overvældet og jeg blev meget overrasket! Jeg havde slet ikke regnet med at vinde begge to. Jeg er meget beæret, for det var nogle utroligt dygtige atleter der var nomineret”.

Med Made in Holstebro-prisen fulgte der et rejsegavekort på 5000 kroner, og med Idrætsrådet Talentpris fulgte en check på 5000 kroner. Men pengene kommer ikke til at blive brugt på sjov og ballade, hvis man spørger Ida Birkjær Petersen selv:

“Jeg ved slet ikke hvad jeg skal bruge pengene til, men de 5000 kroner ender nok i puljen til fremtidige ro-ting og udgifter jeg har til træning og stævner, som fx busbilletter. De skal nok få ben at gå på”, griner en overrasket og glad Ida Birkjær Petersen.