wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
Det bliver Emil Espensen (DSR) og Mathias Larsen (Bagsværd), som skal føre de stolte danske traditioner i herrernes letvægtsdoublesculler, den bådtype, hvor Mads Rasmussen (DSR) og Rasmus Quist (DSR) vandt guld ved OL i London 2012.

Det er den beslutning, som træner Brian Richardson og assistent-træner Jens Vilhelmsen har taget på baggrund af roernes præstationer gennem vinteren såvel som på de to træningslejre i Portugal. Det nye makkerpar skal ro til og med EM i Tjekkiet, der foregår fra 26-28 maj. Derefter besluttes det om der skal satses på LM4x eller om man fortsætter sæsonen ud med LM2x.

Træner Brian Richardson har været imponeret over det generelle niveau samt roernes indstilling til træningen. “Jeg må indrømme, at jeg har været meget positivt overrasket over, hvad jeg har set. Roerne er gået ind til opgaven med en forbilledlig indstilling og Mathias og Emil er også længere fremme i forberedelserne end jeg havde forventet specielt når man tager i mente, at de ikke tidligere har arbejdet sammen i denne bådtype”, siger Brian Richardson, der glæder sig til at se parret i aktion ved EM i Radice.

Frederik Leicht (KR) og Jesper Fredsted (Odense) fortsætter sammen i LM2x med fokus på deltagelse i Odense Langdistance og Copenhagen Regatta. Om lørdagen ved Odense Langdistance stiller man op med to både LM2x og om søndagen stiller de fire roere op sammen i LM4x.

Jens Noll Nielsen (Hadsund) holder i øjeblikket en pause fra træningen.