wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
Frederic Vystavel og Joachim Sutton skabte onsdag en kæmpe overraskelse ved at kvalificere sig til OL-finalen i en flot tid. Læs hvordan det gik alle de danske både onsdag. (Foto: Lars Møller)

For landsholdsroerne, trænerne og alle de mange, der så med hjemme foran TV-skærmen må onsdag morgen helt sikkert have været en følelsesmæssig rutsjebane med talrige højdepunkter og skuffelser.

W4-:
Det var den danske damefirer med Frida Sanggaard Nielsen, Ida Gørtz Jacobsen, Trine Dahl Pedersen og Christina Juhl Johansen, der indledte dagen for Danmark. Og selv om den danske kvartet måske endnu ikke havde levet op til omverdenens og deres egene forventninger ved ikke at kvalificere sig til A-finalen, så fik de fire piger alligevel sat et flot punktum for deres OL-rejse i B-finalen. Samtidig var det et meget positivt første skridt i forhold til at Danmark forhåbentlig kan fortsætte den positive udvikling i båden og kvindernes åbne klasse frem mod næste OL i Paris om tre år.

Selve B-finalen var en meget tæt affære, hvor de fire deltagende lande (USA, Rumænien, DANMARK og Canada) sluttede inden for mindre end to sekunder af hinanden. Danmark formåede trods svære betingelser på vandet, at klemme sig ind på andenpladsen 1,07 sek. efter USA og 0,40 sek. og 1,41 sek. foran så store ro-nationer som Rumænien og Canada respektivt. En flot afslutning på pigernes Tokyo-eventyr.

M2-:
Da Joachim Sutton og Frederic Vystavel endte på en samlet 2.plads i ved EM i Varese i midten af april, var det nok de færreste, der troede på, at de skulle stå i en OL-finale ca. tre måneder efter. Det var uventet, at de to drenge formåede at finde storformen klar i forhold til at kvalificere sig til OL. Men den form, de har vist indtil nu i Tokyo har været endnu mere uventet, og det var vel på det nærmeste en sensation, da de onsdag kvalificerede sig til A-finalen i næstbedste tid af alle både, kun overgået af de rumænske verdensmestre. De to danskere formåede på forbløffende vis at ro hjem i imponerende 6:14:88 min. i semifinalen, hvilket var nok til at give dem en andenplads 1,37 sek. efter Rumænien men 1,37 sek. foran Spanien (tre både ville gå videre til A-finalen). Et magisk resultat!. “Vi er ikke overraskede over, at vi er i finalen. Vi går aldrig ud til et løb og tænker, at vi er underdogs. Vi går ud for at vinde og ro aggressivt,” lyder det fra to glade roere efter løbet.

W2-:
Der var på forhånd sat store forventninger til Fie Udby Erichsen´s og Lærke Berg Rasmussen´s indsats i Tokyo. Efter at pigerne blev sat sammen meget kort tid før OL-kvalifikationen i Luzern har pigerne haft en støt stigende formkurve, men den formkurve fik desværre en brat afslutning onsdag morgen (dansk tid) i Tokyo, da Fie og Lærke ikke kunne gøre sig gældende i det stærke semifinale-felt. Pigerne fik en dårlig start, hvor de med det samme tabte en halv længde på konkurrenterne, og da Fie og Lærke generelt ikke formåede at finde deres bedste roning frem i det urolige vand på Sea Forest Waterway, faldt de længere tilbage mod slutningen af løbet, og måtte tage til takke med en 6.plads. ”Det er noget lort. Vi fik ikke vist, hvad vi kunne. Vi er frustrerede og ulykkelige”, sagde pigerne efter løbet. Fie og Lærke skal nu sætte punktum for deres OL-deltagelse i B-finalen. Flot, at pigerne har formået at komme så langt på så kort tid, men selvfølgelig ærgerligt, at A-finalen glippede.