wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
Her kan du følge Hjalte og Simon, når de repræsenterer Danmark ved U19 VM i Paris

Om under et år, tændes den olympiske ild, og OL 2024 skydes i gang. De roere, som bliver udtaget til OL skal ro på banen på Varies-sur-Marne, der ligger ca. 22 km uden for centrum af Frankrigs hovedstad. Men i år er det U19 roerne, som får lov at optræde på den franske robane, og det danske hold er måske nok ikke så stort, men ikke desto mindre et godt hold.

Hjalte Westeraa og Simon Madsen (begge Lyngby) repræsenterede de danske farver i Paris i JM2-. Med sig har de deres træner Malthe Puro (Lyngby).


Opdatering fredag kl. 13.15:

Nu har JM2- med Simon Madsen og Hjalte Westeraa (begge Lyngby) sat punktum for deres deltagelse i U19 VM, og dermed den danske del af U19 VM. De to Lyngby-drenge slutter på 5.pladsen i C-finalen og det giver dem en overall placering ved mesterskaberne som nr. 17.

Foto: World Rowing / Detlev Seyb

Opdatering fredag kl. 08.48:

Vejret i Frankrig er i bedring, men vejrudsigten for weekenden har resulteret i, at programmet for dagen er rykket.
Det betyder at vi allerede nu har JM2- med Simon Madsen og Hjalte Westeraa (begge Lyngby) gennem deres opsamlingsløb ved U19 VM.
De to ror sig ind på en 4. plads, det betyder at de to går videre til C-finalen, som bliver dér, hvor de to skal sætte punktum for deres U19 VM-debut i Paris. C-finalen er programsat til i eftermiddag kl. 13.05.

Igen i dag, har vi fået en opdatering fra Paris fra Simons far (og kyndig rotræner Søren Madsen):

“Simon og Hjalte ror sig til en 4. plads i opsamlingen. Så de skal ro C finale kl 13. Det var et bedre løb fra de to drenge i dag, som dog stadig må se sig besejret af Polen som de vandt over ved EM tidligere på året. Da det kun var 1+2 der kvalificerede sig til semifinalen får de endnu en mulighed for revanche over Polen.
Tempoet på de sidste 1000m synes stadig at være deres største udfordring hernede.”

Søren har også sendt et par fotos fra dagens opsamlingsløb:

 


Opdatering torsdag kl. 10.15:

Der er en lille smule bedring i vejret, sammenlignet med i går, men det regner, der er sidemedvind fra styrbord nedover banen og det blæser 8m/s. Men nu har vi JM2- med Hjalte Westeraa og Simon Madsen (begge Lyngby) gennem deres indledende løb, de to ror sig ind på 5. pladsen, hvilket sender dem en tur omkring opsamlingen. Den er pt. planlagt til i morgen formiddag.

Simon og Hjalte på vej mod start, på en meget grå og ujævn Varies-sur-Marne, foto: Søren Madsen

Opdatering onsdag kl. 12.00:

Tirsdag eftermiddag var der lodtrækning, men kort herefter blev tidsplanen lavet om. Men nu kender vi starttiden for det indledende løb for Hjalte og Simon i morgen, torsdag.

Kl. 10.06 ror JM2- med Hjalte Westeraa og Simon Madsen (begge Lyngby) indledende løb.
De møder: CHN | GBR | ITA | CHI
Progression: 1-2 i A/B-semifinalen, 3-… Opsamling

Så du ved hvem du skal heppe på, får du her et billede af de to fra U19 EM tidligere i år, det er Simon t.v. og Hjalte t.h.