wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
Årets U19 VM kommer ikke til at bringe medaljer hjem til Danmark

Af Bianca Toftebjerg, web@roning.dk
Billeder: Svend Aage Nielsen, rowing.dk

Det var ikke længe Danmarks JM4x havde verdensrekorden, som de roede hjem i fredagens opsamlingsløb. I den første semifinale roede Tjekkiet i tiden 5:47.73 og sætter dermed en ny verdensrekord. Og generelt har lørdagen været en hurtig dag i Račice, hvor der er blevet lavet nye verdensrekorder i intet mindre end ni bådtyper.

Alle fem danske både har været på vandet i dag, og ungdomslandstræner Nils Henrik Stene beretter om en dansk dag, hvor Danmark har været udfordret på flere parametre, men alligevel har leveret flot roning:

”Der er sket mange ting hernede i dag. Vores første båd på vandet, pige fireren, har siden i går døjet med lidt sygdom hos en af roerne. Det har de prøvet før, så hverken træner eller mandskab er overraskede over det, men det er rigtig ærgerligt, for det sætter en begrænsning for deres præstation på vandet. Til gengæld ror vores dobbeltfirer piger et flot løb, hvor de gør god figur. Men Canadas en høje banefart udfordrer dem. Og det er ærgerligt, de ikke lige kan gå med.

Drengene i dobbeltfireren har højt tempo, det ved vi fra i går, men de kommer i en svær semifinale, og slutter 1.18sekund fra en finaleplads. På de midterste 1000m taber de desværre for meget tid, men drengene ror et flot løb og viser igen i dag at de er et hold der går langt under 6 minutter. Og selvfølgelig er de skuffede, men når det er sagt, så viser de høj standard på vandet.”

JW4- med Mathilde Kiilgaard (DSR), Mathilde Hjorth (Bagsværd Roklub), Emma Braad Olesen (Bagsværd Roklub) og Marie Ramm (Bagsværd Roklub) slutter på sjettepladsen i deres semifinale. Dette sender dem i søndagens B-finale kl. 09.48.

JW4x med Amalie Kiær (Odense Roklub), Ida Blomstrand (Hadsund Roklub), Liane Vestergaard (Hadsund Roklub) og Sofie Halling Vikkelsøe (Odense Roklub) slutter på fjerdepladsen i deres semifinale, hvilket sender dem i B-finalen, som de skal ro kl. 10.00 søndag.

JM4x med Nicholas Andersen (KVIK), Adrian Flarup Johansen (Roklubben Ægir), Jacob Lenzing (Lyngby Roklub) og Oliver Skov Jerkovic (Bagsværd Roklub) slutter på fjerdepladsen og ror derfor B-finale søndag kl. 10.06.

JM4- med Holstebro drengene Nichlas Ulnits, Kaare Mortensen, Casper Lindballe Petersen og Magnus Valbirk roede et flot disponeret løb i deres C-finale, og kommer først over målstregen. Det giver drengene en samlet 13. plads ved U19 VM.

Her glæder Nils Henrik Stene sig over at drengene slutter af med, at få lidt oprejsning i deres C-finale, efter et VM hvor de har været ramt af udfordringer.

JW2x med Cecilie Girke Christensen (DSR) og Mie Mellerup (Roklubben Ægir) tog fjerdepladsen i deres C/D semifinale, hvilket gav dem en plads i D-finalen. Men her må pigerne trække sig, grundet en overbelastningsskade.

Og det er noget der ærgrer hele den danske lejr, fortæller ungdomslandstræneren:

”At vi må trække dobbeltsculleren fra deres D-finale, er vi alle sammen kede af. Men i dag må vi kapitulere og trække dem på grund af smerter, som ellers har været holdt under kontrol af vores fysioterapeut. Og det er naturligvis en meget antiklimatisk følelse pigerne sidder tilbage med.”