27. May 2017:
Fie Udby sigter efter første EM-medalje
- Forside
- Nyheder
- Fie Udby sigter efter første EM-medalje
Af DRC Pressechef Svend Bertil Frandsen
Når man oplever Fie Udby Erichsen i landsholdslejren i Tjekkiet storsmilende, solbrændt og afslappet virker det som, at OL-skuffelsen er meget langt væk. Måske lurer den stadigvæk en smule i baghovedet på den karismatiske nordjyde. Men Fie har begivet sig ud på en ny olympisk rejse, og går med opbakningen fra familien benhårdt efter at komme tilbage på det niveau, som gav hende OL-sølv i 2012. Og naturligvis vil hun gerne forbedre sin podieplads fra dengang med et enkelt trin op.
Et kongerige for en EM-medalje
Egentlig er det meget forunderligt, at der ikke allerede hænger en EM-medalje hjemme i Hobro for i 2015 førte hun i finalen med næsten tre sekunder foran Schweiz´s Jeannine Gmelin med blot 500 igen for blot at gå helt ned i slutfasen og slutte sidst. Dermed forbliver hendes bedste resultat ind til nu ved et EM den fjerdeplads hun fik i portugisiske Montemor-O-Velho i 2010. Men Fie er meget motiveret for endeligt at komme EM-podiet.
”Jeg skal virkelig oppe mig for at være med i finalen. Jeg havde et håb om at komme med i finalen for ellers kunne jeg næsten lige så godt pakke sammen og tage hjem fordi så kunne jeg ikke indløse de ambitioner, som jeg har til VM senere på året. Så det er spændende at se, hvor jeg står, når jeg slet ikke føler, at jeg har lavet distance-træning ordentligt og ikke er i ”race-gear”. Men jeg har haft en god træningsbase, og når man kombinerer det med, at vi ved EM ikke har alle de oversøiske lande med, så håber jeg alligevel på, at jeg kan lave et samlet godt resultat”, siger Fie der holdt fire en halv måneds pause efter EM. På trods af det syntes fysikken og teknikken alligevel at spille fint for Fie på den første træningslejr i Portugal, da den portugisiske blæst pludselig ødelagde hendes forberedelser.
”I forårstræningslejren i Portugal gik det virkelig godt for hende og hun havde god fart i båden”, siger træner Mads Haubro. Men der skete så det uheldige, at hendes båd blev smadret, da vinden tog den, mens den var bundet til nogle bukke. Og det var hendes nyeste båd, der røg der og den knækkede midt over. Og det var rigtig ærgerligt fordi hun var blevet rigtig glad for at ro i den og det gik rigtig stærkt i den båd” forklarer en frustreret Mads Haubro. ”Da hun så kom hjem begyndte hun at ro i den næstnyeste båd, hvor hun har haft lidt svært ved at få tingene til at spille helt. Balancen driller hende lidt. Så det der skiften rundt i bådene har gjort, at hun har haft svært ved at få de små detaljer til at hænge helt fast selv om hun fysisk og teknisk egentlig står stærkt”, siger Mads Haubro.
Ikke i livs form
Mads Haubo fastslår, at Fie står godt forstået på den måde, at hun fysisk er rigtig godt kørende og teknisk også er godt kørende. Fie mener også selv, at hun er på rette vej selv om hun påpeger, at hun fysisk er på et lidt lavere niveau end hun var i 2012 og 2016 på samme tidspunkt af sæsonen:
”Jeg er ikke i mit livs form, men jeg er i fin form, og glæder mig til at finde ud af, hvad jeg kan præstere, og hvad det rækker til på nuværende tidspunkt. Og se om jeg kan få tingene til at spille fordi det synes jeg, at jeg har haft svært ved. Jeg kan sagtens få det til at spille nede i tempo, men når jeg skal op og køre i ”race-pace”, så er det det bliver svært. Så det bliver spændende at se, hvad der egentlig sker, når jeg skal op og yde max. og se hvordan kroppen reagere”, slutter Fie Udby Erichsen.