wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
Danmark fik ikke færre end fem både med i EM-finalerne da semifinalerne og opsamlingsløbene blev roet lørdag. Sådan gik det de danske både:

M1x
Om Sverri Nielsen bliver europamester vil søndagens finale vise. Man han ligner en, som kan blive det. Det kan konstateres efter lørdagens semifinale, hvor Sverri igen forholdsvis ubesværet satte konkurrenterne til vægs. På forhånd kunne man have set frem til en VM-revanche mod Tysklands Oliver Zeidler, men det blev ikke en reel kamp, dertil var Sverri alt for stærk. Efter at have rundet 500 meter mærket i fjerdehurtigste tid, skruede Sverri op for gassen, tog teten, så sig aldrig tilbage og førte resten af løbet i komfortabel stil. Han var i mål 1, 73 sek. foran grækeren Stefanos Ntouskos og 4,58 sek. foran Zeidler uden at ro sig helt ud. ”Jeg fulgte planen i dag. Taktikken var, at jeg skulle følge feltet op til omkring 700 meter og så lave mit push, og der kunne jeg med det samme mærke, at jeg trak fra dem. Det var et spørgsmål om at holde trykket indtil de faldt fra en efter en”, sagde Sverri bagefter.

W1x
Fie Udby Erichsen er inde i en udviklingsproces med henblik på OL-kvalifikationen næste år, og der var glimt i dag af, hvad den udviklingsproces kan føre til, da hun med en tredjeplads sikrede sig billet til EM-finalen. Fie førte løbet til 1000 meter, hvor Irlands Sanita Puspure og senere Østrigs Magdalena Lobnig gik forbi, men Fie var aldrig truet af resten af konkurrenterne i resten af løbet. “Jeg viser i dag at jeg kan være med, så nu drejer det sig om få teknikken til at sidde i skabet ned gennem hele banen. Jeg skal turde og arbejde hårdt hele ræset igennem og tro på, at jeg kan holde den. Men jeg har ikke store forventninger til finalen. Jeg kan håbe på, at hvis jeg har et godt løb, at resultatet så følger med. Men resultatet søndag er ikke så vigtigt, det vigtigste er, at jeg føler jeg udvikler mig”, sagde Fie efter løbet.

M2-
Forventningerne til Frederic Vystavel og Joachim Sutton har måske ikke været så store før EM for parret har ikke haft så lang tid til at arbejde sammen. Men at fremtiden ser lys ud beviste de i dag, da de med en tredjeplads sikrede sig en plads i A-finalen søndag. Parret fik en fin start og lå nr. to efter de første 500 meter efter de kroatiske Sinkovic-brødre. Midtvejs blev de også overhalet af Italiens Matteo Lodo og Giuseppe Vicino, men derfra var danskerne gode nok til at afvise yderlige angreb fra resten af feltet. ”Det var meningen at vi skulle forsøge at sætte os på feltet fra begyndelsen, og det lykkedes rigtig godt”, sagde Fred efter løbet. Ved 1000 meter, hvor vi allerede havde et komfortabelt forspring, var løbet mere eller mindre afgjort, og så var det bare et spørgsmål om at holde ved på de sidste 1000 meter. Vi har rykket os rigtig meget de sidste to uger på træningslejren. Men én ting er af at gøre det i træning, en anden ting er at gøre det i konkurrence.”


(Foto: Dorthe Jensen)

W4-
Christina Juhl Johansen, Lærke Berg Rasmussen, Ida Gørtz Jacobsen Frida Sanggaard Nielsen havde svært ved at finde formen fredag. Det gik bedre lørdag, men der er stadig et stykke op til deres tidligere niveau selv om det lykkedes at hive en andenplads og dermed en billet til EM-finalen i land lørdag. Der var knap fem sekunder ned til Polen på tredjepladsen. Alligevel var Ida ærgerlig over at man ikke kunne hente Irland. ”Det gik bedre end i går. Vi kommer lidt svært fra start. De første 500 meter hænger ikke så godt sammen for os men gradvist finder vi en god rytme. Men det er ikke særligt lange perioder, hvor vi finder den rytme og det er selvfølgelig ærgerligt for det gør, at Irland smutter fra os og så ligger vi og kæmper lidt med os selv resten af vejen. Vandet var generelt roligere i dag, og det gjorde det lettere for da vi kom ind i en dårlig rytme i det dårlige vand i går, var den svær at komme ud af.”

W2-
Det har været tydeligt, at Nina Hollensen og Trine Dahl Pedersen har forbedret sig markant siden VM sidste år, og dagens semifinale blev endnu et bevis på, at pigerne udvikler sig i den rigtige retning. Pigerne fik ellers en lidt halvdårlig start i dagens ræs, men allerede ved 1000 meter mærket havde de godt føling med feltet, og fra 1000 meter til slut roede de i bedste tid. Det var nok til at få en andenplads bag Irland og en ret overraskende billet til finalen. ”Vi havde egentlig forventet, at vi ville ligge en stor klump af både efter 1000 meter. Til gengæld var vi overraskede over, at Rusland kun lå lige foran os fordi Rusland havde været meget hurtige i indledende løb. Dem brugte vi som afsæt til resten af løbet og til at komme igennem et sted på banen, som er mentalt svært, altså midtvejs, hvor det gør rigtig ondt. Det gav os et mentalt boost. Vi er blevet bedre til at ro hen over midten i samme rytme. Det har før været vores akillessene, men vi har fået troen på, at det er der, vi kan være med at afgøre løbet”, sagde pigerne efter løbet.


(Foto: Dorthe Jensen)

LW2x
Marie Mørchs og Mathilde Perssons store udfordring under EM har været deres overgang fra start til banetempo og det var også det, der blev afgørende for at de ikke kom med i kampen om finalen-billetterne i dag. Ifølge træner Fredrik Leicht fik pigerne egentlig en godkendt start i dagens ræs, men da de kom til overgangen til banetempo og midterstykket, gik pigerne simpelthen for langt ned i kadence og kom afgørende bagud. Og derfra var der simpelthen for langt at komme op igen. Konkurrenterne øgede støt afstanden til danskerne og selv om Marie og Mathilde kæmpe med alt, hvad de havde, så var de sat så langt tilbage, at løbet reelt var kørt omkring 1000 meter mærket. Nu må man bare håbe på at pigerne kan lave en god præstation og tanke lidt moral i søndagens B-finale.

LM2x
Træner Jens Vilhelmsen understregede fredag, at Emil Espensen og Oscar Petersen havde fået en brat opvågning til international kaproning efter den lange regatta-pause. Og parret, der stadig ikke har haft mulighed for at arbejde sammen i så lang tid måtte også sande lørdag, at der stadig er et stykke op til den sande elite i herrernes letvægtdoublesculler. Parret var fjerdehurtigst efter de første 500 meter, og derfra kunne man have håbet på, at danskerne kunne have lagt ekstra på. Men i stedet for at vinde ind på konkurrenterne og udgøre en trussel i forhold til kampen om de første tre pladser, der gav adgang til finalen, gled drengene desværre længere tilbage. Italien, Belgien og Schweiz satte sig tungt på de tre første pladser til finalen og Emil og Oscar må søndag i B-finalen forsøge at tanke moral og motivation til det næste lange træningstræk i efteråret med henblik på OL-kvalifikationen.