wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
Efter to guldmedaljer i Poznan vil Sverri S.Nielsen (i M1x) og de stærke kvinder i W4- få tildelt favoritrollerne i Rotterdam. Men det er en rolle, som man er helt afklaret med, forklarer landstrænerne.

Af DRC Pressechef Svend Bertil Frandsen

Efter to guldmedaljer i Poznan vil Sverri S.Nielsen (i M1x) og de stærke kvinder i W4- få tildelt favoritrollerne i Rotterdam. Men det er en rolle som man er helt afklaret med, forklarer landstrænerne.

Det er en myte med mange usandheder, at danske idrætsfolk føler sig bedst tilpas i rollen som outsidere og ikke ynder at blive påduttet rollen som favorit før store konkurrencer. Det er myte, som måske allermest hænger sammen med EM 92´ i fodbold, men det er samtidig også en myte, som især Guldfireren har manet i jorden via de fremragende resultater, de har leveret, når forventningerne også var skyhøje.

Ved World Cuppen i Poznan kom Sverri S. Nielsen (DSR) i herrernes singlesculler samt Frida Sanggard Nielsen (Bagsværd), Ida Gørtz Jacobsen (Bagsværd), Lærke Berg Rasmussen (DSR) og Christina Juul Johansen (DSR) i kvindernes firer uden styrmand lidt ”fra baghjul”, da de overraskede de fleste eksperter ved at vinde guld i deres respektive bådklasser. Det betyder, at både Sverri og pigerne før Rotterdam på papiret går fra at være udfordrere til at indtage favoritrollerne, og landstræner Mads Haubro tilkendegiver også, at det perspektiv har indgået i forberedelserne op til den sidste internationale styrkeprøve i Rotterdam før VM i August.

Vigtigheden af erfaring
”Vi har allerede snakket om det. Jeg tror, det værste man kan gøre er, at gå ind til det passivt eller som om ingenting er sket. Det vigtige er, at man er klar over at man skal udvikle sig for at bevare sin plads for de andre lande står ikke stille. Det er vigtigt, at man går ind til opgaven og forsøger hele tiden at optimere farten, så man ikke bare tror, at fordi man vandt sidste gang, så er man også automatisk garanteret en top-placering denne gang”, siger Mads Haubro.

Mads Haubro glæder sig dog meget over, at alle piger i båden har erfaring med at vinde medaljer og før har været i situationer, hvor der var stor opmærksomhed omkring dem for at præstere på højeste niveau.

”Det betyder rigtigt meget, at vi har to i båden som Lærke (Berg Rasmussen, red) og Christina (Juul Johansen, red.) i kraft af deres erfaring fra dametoeren. Ligeledes er Frida og Ida med deres erfaring meget vigtige for samarbejdet. Samlet set giver det en båd i god balance, hvor de hver især bidrager med uundværlige kapaciteter.

Ingen nervøsitet for favoritrolle
Thomas Poulsen anerkender, at favoritrollen er et tema, som han er opmærksom i forhold til Sverri, men at det ikke er noget, som han er nervøs for at Sverri ikke kan håndtere. ”Jeg har oplevet det før med folk, jeg har trænet, som lige pludselig kommer op og skal til at bære den her rolle og værdighed. De har generelt leveret fine resultater i de næstfølgende regattaer, men ikke top-præstereret. De har skullet vænne sig til en ny rolle så at sige, og det skal Sverri også, siger Thomas og fortsætter.

”Jeg er ikke nervøs for at der kan komme en reaktion for Sverri har mentaliteten til at kunne håndtere det her. Han har vinder-DNA i sig. Han har aldrig gjort sig bedre end han er, og han er meget realistisk omkring, hvad han formår og ikke formår. Men jeg har ikke taget snakken med Sverri om dette emne fordi det er ikke noget vi skal begynde at stresse over, det kommer gradvist”, siger Thomas Poulsen

Selv siger Sverri: ”Det er slet ikke noget, jeg tænker over. Det var selvfølgelig skønt at vinde guld i Poznan og føle, at tingene kørte i olie for mig. Men for mig er alt nulstillet i Rotterdam. Det er en helt ny konkurrence, og jeg starter helt forfra”, slutter Sverri S. Nielsen.