wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
Landstræner Thomas Poulsen har lanceret en ny podcast, der skal gøre folk klogere på landsholdsroerne og mandskabet omkring landsholdet.

Af DRC Pressechef Svend Bertil Frandsen

Vidste du at Sverri Nielsen første gang, han kom til Danmark gik på en musik-efterskole, men forlod den efter en måned? At Frida Sanggaard Nielsen er en meget talentfuld tegner eller at Fie Udby Erichsen elsker roning fordi hun kan se sine konkurrenter ro på 20 forskellige måder, og de går alle sammen hurtigt?

Podcast åbner mulighed for at grave dybere
Det er kun et meget beskedent udsnit af de ting, man kan lære, hvis man skruer frekvensen ind på Thomas Poulsens podcast i den nærmeste fremtid. Her vil det tidligere besætningsmedlem af Guldfireren gennem længere interviews med roere, trænere, fysioterapeuter, Team Danmark eksperter og i det hele taget hele staben omkring landsholdet forsøge at tegne et billede af de mennesker, der i den ene eller anden kapacitet hver dag kæmper for guld til Danmark.

Podcasten er skabt ud fra et ønske om, at den menige dansker og journalister/medier skal lære folkene omkring landsholdet bedre at kende. ”Det er jo ikke muligt, at skrive 40 sider på roning.dk, i en avis eller i et nyhedsbrev. Men med podcasten er der flere muligheder for at gå i detaljer og for at udspørge folk om deres baggrund, deres hobbier, mål og ambitioner”, siger Thomas Poulsen og fortsætter:

De rette værktøjer
”Jeg synes, det er spændende mennesker, vi har med at gøre i Danmarks Rocenter, men vi kunne gøre vores sport mere interessant, hvis folk vidste, hvad det er for nogle mennesker, der sidder i bådene. Hvad er det, der foregår inde i hovedet på dem, hvad er det, der driver dem? Hvorfor var det roning, de faldt for og ikke fodbold? Hvad er motivationen for at sidde “og hive i en kæp”, siger Thomas Poulsen, der ønsker at forløse historien om mennesket bag atleten, træneren, etc..

Og som ex-Guldfirer, OL-guldvinder og mangeårig træner har Thomas Poulsen de rette værktøjer for at komme helt i dybden med de udvalgte ”interview-ofre”.  ”Eftersom jeg har med dem at gøre til daglig, og har været i miljøet i længere tid, så er der mulighed for at skabe en større fortrolighed. Og det får formentlig folk til at åbne sig lidt mere. Jeg kan i hvert fald sige, at vi kunne have fortsat i flere timer bare i forhold til de interviews jeg allerede har lavet med Jens (Vilhelmsen, træner, red.) og Sverri (Nielsen, red..)

Bliv klog på roning med Thomas Poulsen
Poulsen vil ikke kun afdække en del af roernes/trænernes personlighed, baggrund og ambitioner men også med tiden kom ind på mentale, fysiske, tekniske aspekter og også inkludere atleter og ro-kyndige fra udlandet.

”Når jeg snakker med Peter (Møller Christensen, red), vores Team Danmark fysiolog , så kommer det ikke til at handle om Peter, men hvad vi bruger en fysiolog til. Hvordan arbejder vi med Team Danmarks eksperter. Det samme med fysioterapeuterne. Hvordan ser deres hverdag ud? Hvordan bidrager de? Folk får at vide, at vi har fysioterapeuter med på træningslejre og til konkurrencer, men folk tror jo at det er massage. Det er jo langt mere. Hvad er der får en fysioterapeut til at bruge tre uger væk fra familien? Hvad er det der driver dem?

Podcasten hedder ”Bliv klog på roning med Thomas Poulsen”, og du kan høre den her.