24. April 2024:
Endnu en sæsonstarter venter i Ungarn
- Forside
- Nyheder
- Endnu en sæsonstarter venter i Ungarn
Af Bianca Toftebjerg | Primærfoto: Balint Czucz
I sidste uge startede den olympiske flamme sin rejse mod Paris og vi kunne markere, at der nu er under 100 dage til legene begynder. I denne uge starter dansk ronings pt. eneste OL-kvalificerede og udtagne atlet, singlescullerroeren Sverri Nielsen (DSR), sin internationale kaproningssæson med deltagelse i Europamesterskaberne i Szeged, Ungarn.
Deltagelsen i Europamesterskaberne bliver sæsonåbneren for singlescullerroeren, der igennem vintersæsonen har trænet skiftevis i Danmark og i Portugal, hvor landsholdet søger hen for at få vand under båden i vintersæsonen, når det danske vejr er for koldt.
Og vi kommer til at se en atlet, som er på sit bedste fysiske niveau, fortalte landstræner Jens Vilhelmsen til roning.dk, tidligere på måneden:
”Sverri er i OL-mode. Han møder ind med OL på nethinden og er i gang med at skærpe sin træning. Eksempelvis træner han bevidst at ro i dårligt vejr og vand, for at forberede sig bedst muligt til de forhold vi kan risikere at få i Paris. Sverri har fysisk haft en god vintersæson, og han er på sit bedste fysiske niveau, så det er positivt.”
Møder et stort, stærkt felt
Ved det forestående EM er fokus på at lave en rigtig god kaproning. Selvom det er et mesterskab der roes om, handler Sverris deltagelse mest om at skabe en god opbygning til årets store OL-mål i juli. I den tålmodige opbygning Sverri er i gang med, giver det derfor heller ikke mening at udmelde skarpe målsætninger omkring resultater ved EM. Det handler allermest om at få be- eller afkræftet, om de tekniske detaljer der arbejdes med giver det rigtige udbytte.
I Szeged, bliver det ikke sparsomt med konkurrence for den danske roer. Feltet i herrernes singlesculler består af 19 nationer og tæller bl.a. OL-guldvinder 2020 Stefanos Ntouskos fra Grækenland, VM-guldvinder 2024, tyske Oliver Zeidler og OL 2020 sølvvinder kroatiske Damir Martin.
Målet for den danske singlescullerroer, er at få startet sæsonen 2024 godt og komme i gang med roningen på de internationale kaproningsbaner. Og det hele er selvfølgelig centreret om, at lave den bedst mulige opbygning til OL og forhåbentlig gå ud og starte kaproningssæsonen med et fedt fyrværkeri.
LM2x og LW2x jagter OL-pladser
Selvom Sverri Nielsen er den eneste danske atlet på startlisterne ved EM, så er han ikke alene i Ungarn. Samtidig med EM afvikles nemlig European Continental Olympic & Paralympic Qualification Regatta, hvor tre danske både skal jagte OL- og PL-pladser. Det er roerne Rasmus Lind (Sorø) og Mathias Larsen (Bagsværd) i let herredobbeltsculler, LM2x, og Zoe Dickson (DSR) og Marie Mørch (Bagsværd) i let damedobbeltsculler, LW2x, og Karina Lauridsen(DSR) i kvindernes parasinglesculler, PR1W1x.
Hvorfor kan vi stille til start ved European Continental Olympic & Paralympic Qualification Regatta (forkortet: EOPQR)
Da Danmark pt. kun har en båd kvalificeret til OL i Paris, er det muligt for os at stille til start ved EOPQR i LM2x og LW2x. Her er det top-2, som sikrer sig en OL-plads, men der er nogle forbehold, at være opmærksom på.
Helt kort, så kan lande, der ikke har deltaget ved VM og dermed ingen OL-pladser har, kvalificere max to hold ved regattaen. Lande der har kvalificeret en båd ved VM, kan kvalificere yderligere én båd ved EOPQR, medmindre to både opnår en 1. plads, så bliver begge både tildelt en OL-plads.
Der er også PL-pladser på højkant, det er sådan en Karina Lauridsen (DSR) jagter I PR1W1x. Her kræver det en 1. plads, da der kun er én PL-plads i PR1W1x på højkant i Ungarn.