wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
Nick H. Larsen (Odense Roklub) og William Wisholm (Hadsund Roklub) kommer ikke til start ved EM i Polen eftersom Nick er blevet ramt af en halsbetændelse og ikke er rask nok til at stille op.

Af DRC Pressechef Svend Bertil Frandsen

Træner Johnny Bo Vikkelsøe fortæller, at Nick begyndte at have det lidt skidt i begyndelsen af ugen, og både han og William blev testet for Covid-19-virus i mandags, hvor prøven var negativ. Træner Johnny Bo Vikkelsøe, der også blev testet negativ før afrejsen til Polen, siger: “Begge roere vil blive testet igen ved hjemkomsten til Danmark, så vi har fulgt alle regler og Nick har også været isoleret fra resten af landsholdet under sygdomsforløbet for en sikkerheds skyld.”

Johnny Bo ærgrer sig over, at parret ikke fik lov til at vise formatet i bådklasse med ikke færre end 19 både tilmeldt, iblandt dem mange store nationer. “Det er enormt synd for drengene, at de ikke får chancen for at komme i kamp. De har virkeligt knoklet for tingene, haft en rigtig god kemi imellem sig og vist en enorm ambition for hele tiden at rykke sig. Så det kunne have været rigtig interessant at have set dem hernede”, siger Johnny Bo Vikkelsøe.

Også William Wisholm, der stod til at få sin seniordebut på den internationale scene, står med en bitter smag i munden efter afbuddet. “Det er brandærgerligt. Jeg læser på fuld tid og Nick arbejder fuld tid som elektriker. Men Nick havde taget fri de sidste to uger og så har vi lige så langsomt trappet træningen op. Vi roede fint i race-weekenderne og har så stille og roligt bygget på. Vi har selvfølgeligt kun været sammen i to måneder men samroningen er blevet bedre og vi havde fundet rigtig god fart. Så selvfølgelig er det bittert, men det er bedre at være på den sikre side, så der ikke er nogen, der bliver utrygge fordi der er sygdom i truppen. Så vi har naturligvis taget den rigtige beslutning ved at tage hjem”, siger William Wisholm.