wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
En solstrålehistorie fra Nykøbing Mors Roklub

Af Bianca Toftebjerg, [email protected], billeder: fra facebook

På en enkelt sæson er den nordjyske roklub gået fra ingen ungdomsroere, til at have en ungdomsafdeling på 17-18 roere. Det hele startede i foråret, hvor ungdomsleder Jytte Zacho mødte en af sine forhenværende ungdomsroere, og hendes 12-årige datter. Datteren ville gerne starte med at ro, så Jytte gav hende beskeden: ”Find tre veninder, og kom ned i roklubben.” Som sagt så gjort, de fire piger startede, og snart kom der drenge til, som spurgte om de også måtte begynde til roning, og inden længe talte ungdomsafdelingen 17-18 roere.

Hjælp, samarbejde og engagerede forældre

De pludselig mange ungdomsroere kunne Jytte Zacho dog ikke klare alene – hjælp måtte der til. Til et Vild Med Vand arrangement kom Peter Appel, forhenværende roer, og fortalte at det da lige var noget for ham, og så var de to. Kort tid efter kom endnu en hjælper, Henrik Andersen, til og sammen satte de tre sig ned for at lave en sommerplan for ungdommen.

De stillede sig selv og hinanden spørgsmålet: ’Hvad kan vi gøre, for at det bliver spænende for de her unge mennesker?’

Ungdomsaktiviteten sprudler, på land og i træningslokalet

Sommerplanen blev lavet, med event hver uge i juli. Samtidig blev der oprettet en Facebookside for de unge – hvor de kan finde informationer og dele billeder med hinanden.

Sommerferieeventsne for de unge blev en stor succes, hvor de unge kunne nyde hinandens selskab og samtidig blive mere fortrolige med det materiel som de ror i til daglig. En af ugerne gik turen til en strand, ikke ret langt fra roklubben. Her blev der kogt suppe på muslinger og lavet te på urter, fundet i skoven, og alle de unge havde en fantastisk oplevelse. Der er også blevet afholdt Sommercamp i roklubben for juniorerne, en tredages overnatningstur hvor den stod på hygge og forskellige aktiviteter for de unge. På Sommercampen var der også tid til at klare nogle praktiske ting, så i løbet af de tre dage campen varede, blev alle de unge roere frigivet i inrigger.

Forældreopbakningen har været stor, og forældrene har været gode til at følge med i de unges færden i klubben. Også på facebook har forældrene været engagerede og fulgt med i livet i klubben.

Succes med skolebesøg i klubben

Nykøbing Mors Roklub har også haft tid til, at have besøg af 100 elever fra Dueholmsskolen. Her fik 5. årgang lov til at snuse lidt til rosporten.

Dagen bød på velkomst og lidt historie om klubben – selvfølgelig også historien om den sprudlende ungdomsafdeling. Derudover fik gæsterne set roklubbens både, prøvet romaskinerne og besøgt Facebooksiden hvor de fik et indblik i ungdomsafdelingens dagligdag.

Der er i høj grad kommet gang i ungdommen i Nykøbing Mors Roklub, og allerede nu er forberedelserne til næste sæson gået i gang, og de tre ungdomsansvarlige i roklubben er i gang med at lave program for de unge.

Sommeren har budt på både skolebesøg og kanindåb i Nykøbing Mors Roklub
  • Du kan følge klubbens ungdomsafdeling på facebook
    Klik her
  • Kontakt:
    Tlf.:
    Mail:
  • Følg RoBattle på facebook
    Klik her