wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
En generalforsamling uden de helt store udsving, blev lørdag afviklet i Dalum

Dalum Landbrugsskole dannede igen i år rammerne om forbundets årlige hovedgeneralforsamling, hvor en kort dagsorden blev gennemført uden den store slinger i valsen.

65 klubber og tre ud af fire regattaforeninger var repræsenteret i Dalum og gennem dagen og i pauserne gik snakken lystigt blandt de mange deltagere.

Noget for alle og gode tilbud

Hvis dette års generalforsamling fortæller os noget, om den sæson vi har i vente, så er det at den bliver propfyldt med gode aktivitetstilbud til alle roere – uanset hvilken roform de foretrækker og hvor i landet de befinder sig.

Udover de mange delegerede fra vores medlemsklubber, så havde flere udvalgsmedlemmer, fra forskellige udvalg, og mange frivillige, også taget turen til Dalum, for at fortælle om de aktiviteter som er i kalenderen i 2024.

Coastaludvalget kunne præsentere deres populære CoastalCamp-format vender tilbage og for de inrigger-glade roere er der også flere langdistance-regattaer i kalenderen, eksempelvis vender Klintløbet i Stevns og Nivå Maraton tilbage i 2024.

 

Ofte er generalforsamlingen også en anledning for Hovedbestyrelsen, til at dele et DFfR Ærestegn ud, til en som gennem en årrække har gjort en stor indsats for dansk roning. I år havde næstformand Morten Juel Hansen, også fornøjelsen af, at kunne overraske Gert Busk fra Sorø Roklub, med den fine hæder og den guldbelagte nål. Gert Busk modtager DFfRs Ærestegn bl.a. på baggrund af hans mangeårige virke som træner, hvor han gennem årene har han opnået mange flotte resultater, som Morten Juel også kunne fremhæve i sin tale, f.eks. var Gert manden bag Trine Hansens OL-bronze i Atlanta i 1996.

Den ’nye’ hovedbestyrelse

På generalforsamlingen var der også valg på dagsordenen, i år tre medlemmer samt økonomiansvarlig. Da Susanne Thorsen (Bagsværd) havde meddelt, at hun ikke genopstillede, skulle der findes en ny til posten. På dagen meddelte Gert Kuhn Iversen (Sorø) sit kandidatur, og uden modkandidater blev han valgt ind i Hovedbestyrelsen og overtager således posten som økonomiansvarlig.

Også tre HB-medlemmer var på valg, og med genvalg over hele linjen fortsætter Lotte Madsen (Holte), Bo Kaliszan (Roskilde) og Jakob Mortensen (Holstebro) i bestyrelsen.

Niels Iversen (Aarhus) er 1. suppleant mens Peter Froskov (Ishøj) tager posten som 2. suppleant.

Generalforsamlingen sluttede selvfølgelig med hurra-råb og annoncering af datoen for 2025, som er d. 8. marts.

Vil du læse årsregnskabet for Dansk Forening for Rosport, kan du finde det her, hvor også regnskabet for Danmarks Rocenter ligger.

Så snart referatet er klar vil det, sammen med de slides, der blev præsenteret på generalforsamlingen, kunne findes på roning.dk