wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
Mens det meste af landsholdet i denne tid forbereder sig på den kommende sæson i ergometer, på motionscykel eller i vægttræningslokalet, sætter samtlige kvinder fra Danmarks åbne gruppe (undtagen Fie Udby Erichsen) kursen mod Malaga for at cykle sig i form til den kommende sæson.

Af DRC Pressechef Svend Bertil Frandsen

De fleste mennesker forbinder normalt den andalusiske havneby med turistparadis, palmer, sandstrande og Thomas Helmigs ørehænger. Men der er bestemt ikke meget ferie over opholdet i Spanien, hvor pigerne hver dag planlægger at cykle mellem tre og seks timer i bjergene omkring Malaga.

Positive erfaringer
Sidste år, da Trine Dahl Pedersen, Tanja Spring Ehlers, Anne Larsen, Cecillie Brünnich, Fie Udby Erichsen, Lærke Berg Rasmussen og Christina Juhl Johansen var afsted kørte man den længste dag 120 km på 1200 højdemeter og også denne gang er der planlagt et heftigt træningsprogram, hvor pigerne på kort tid har mulighed for at få en stor portion mængde-træning.

De piger, der har været afsted de foregående to gange, har haft så mange positive erfaringer med turene, at man nu har besluttet sig for at lave en tredje version af turen til Malaga. På baggrund af Danmarks Rocenters trange økonomi har pigerne med hjælp af deres respektive klubber selv måttet finansiere turen, og derfor er det meget positivt at se, at hele gruppen ser værdien af træningslejren og prioriterer at tage afsted.



Pigerne har lejet det samme store Airbnb, som de har boet i de foregående år, hvor de også har mulighed for at lave deres mad og i det hele taget kan komme hinanden ved på en anden måde end hjemme i Rocentret. Træner Mads Haubro, der lige som sidste år er med, underbygger initiativet og siger: ”Der er rigtigt mange grunde til, at det her er en god ide´. Vi har i Danmark en vinter, der er kold, grå og blæsende. Blæsten og kulden medvirker til at det er svært at få kvalitet på vandet og vi må derfor træne mere indendørs. Det kan være meget enerverende at al træningen er indendørs, da vintertræningen i roning hovedsageligt består af aerob træning. Samlet set bliver det rigtig mange timer i roergometer, på spinningcyklen eller med vægttræning”, siger Mads Haubro og fortsætter:

Malaga skal udviske vinter-depressionen
”Danskere har en tendens til at blive deprimerede om vinteren fordi man får mindre påvirkning fra solen. Men roerne, der også gennemfører en stor træningsmængde, har desuden en yderligere tendens til at blive depressiv, da der ved store træningsvolumener udskilles flere hormoner, der trækker humøret i en mere depressiv retning. Så vi tager afsted for at få noget mere sol og luft, og livsglæde” siger Mads Haubro, der på ægte Tour de France manér kommer til at agere som en slags sportsdirektør for pigerne gennem opholdet.
Det vil sige, at Mads i bil har mulighed for at hjælpe pigerne, hvis de får defekt, har brug for forfriskninger eller rutevejledning eller får fysiske overbelastninger på cykelturene.

Det er tredje gang at Lærke Berg Rasmussen skal med på turen, og den brølstærke DSR-roer, der har kæmpet med sygdom i hele november, glæder sig voldsomt til Malaga-turen. ”Det vil gøre en stor forskel at komme til Malaga og få noget sol og lys. Det giver et kæmpe energiboost her om vinteren. Selvom vi kommer meget rundt og ror i flotte omgivelser, er det sjældent, at jeg får nydt det, fordi jeg mest af alt er koncentreret om at kopiere personen foran. Der er det helt anderledes på cyklen, hvor det går så langsomt op ad bjerget, at jeg også har tid til at nyde udsigten. I Malaga får vi også mulighed for at få en stor mængde i træningen på kort tid og se andre sider af hinanden”, siger Lærke Berg Rasmussen, der ser frem til at træne og socialisere med andre mennesker end dem, hun ellers normalt har meget med at gøre.

Intet pres for at præstere
”Når vi har været hjemme, så har det været meget koncentreret omkring os i fireren, så jeg har næsten ikke set de piger, der er i toer-gruppen. I Malaga, der er vi alle sammen sammen. Sidste år havde jeg bl.a mulighed for at køre meget og snakke sammen med Trine (Dahl Pedersen, red..), for vi kørte nogenlunde lige hurtigt. Man har en gang i mellem brug for at se noget nyt og snakke med nogle andre og derfor er den her tur perfekt.

Sidst men ikke mindst glæder sig Lærke sig også til en udlands-tur, hvor hun ikke er under et hårdt pres for at præstere, som det ellers er sædvane. ”Når vi er på træningslejr er der også meget ofte selektioner og pres på, at nu skal man levere sit bedste. Men på den her træningslejr er der ikke noget pres. I Malaga skal vi ”bare” ud og cykle og have en masse kilometer i benene og kan hygge os i hinandens samvær. Det glæder jeg mig til”, slutter Lærke Berg Rasmussen.