19. June 2021:
Danske atleters afrejse til Tokyo kick-startes af roerne
- Forside
- Nyheder
- Danske atleters afrejse til Tokyo kick-startes af roerne
Af DRC Pressechef Svend Bertil Frandsen
Roerne har været gennem et hårdt presset program op til afrejsen efter hjemkomsten fra den sidste World Cup i Sabaudia for nogle uger siden. De har skullet gennemgå de sidste fysiske tests, få de sidste vaccinationer på plads, udfylde masser af praktiske papirer, svare på presse-forespørgsler og naturligvis også passe træningen.
Eftersom de danske roere er de første danske atleter, der tager afsted bliver de også en slags prøveklud for resten af den danske OL-delegation i forhold til de logistiske udfordringer, der uvægerligt venter dem i Japan. Sportschef Finn Trærup-Hansen understreger, at det har været en krævende periode, men at man glæder sig til at roerne endelig kan se resultatet af det enorme stykke arbejde, som er blevet lagt for dagen de sidste fire år.
”Endelig kan de danske roer se frem til at skulle i OL-konkurrence. Noget som de har arbejdet på og dedikeret sig til over mange år. De får også det længste ophold i Japan for de flyver ud til deres træningslejr i Ogata på lørdag.
Det har været krævende at være det første danske hold, der skal til Japan for at deltage i det meget specielle OL, der også er blevet et ”OL i restriktioner”. Det har betydet, at vi er de første med udfordringerne om, hvordan vi praktisk løser de krav, der bliver stillet. F.eks. hvordan får vi – udover det danske bevis på en negativ test – også et fysisk japansk dokument underskrevet og stemplet af en læge? Mange ting har heller ikke været helt på plads endnu. Så der har været hektisk aktivitet og flere ændringer undervejs. Men vi kommer i mål med god hjælp fra OL-staben i DIF”, siger Finn Trærup-Hansen.
Roere´s ankomst i Japan en milepæl
DIF’s OL-chef de mission, Søren Simonsen understreger, at med de danske roere´s ankomst i Tokyo virkeliggøres forventningens glæde til en forhåbentlig fantastisk dansk OL-sommer i Japan.
”Det er er tale om en milepæl, når de første danske OL-atleter sætter sig i flyveren med kurs mod Japan. Så bliver det hele pludselig meget konkret, og forventningens glæde bliver endnu større. Jeg er meget tilfreds med, at roerne får en god forberedelse i Japan, inden legene begynder, og det bliver rigtig spændende at følge dem på vandet under OL,” siger DIF’s OL-chef de mission, Søren Simonsen.
De danske OL-roere skal op til OL forberede sig i træningslejren i Ogata. At henlægge træningslejren til Japan før OL er et utraditionelt valg for landsholdet, som ellers altid haft for vane at forberede sig i Østrig før de Olympiske Lege. Men det laver man altså om på nu af hensyn til distancen til Japan, vejret og de unikke betingelser for roning. ”De muligheder, der findes der for at forberede sig optimalt hen i mod OL kunne vi ikke have fået noget andet sted i Europa. Og samtidig bliver det også afgørende for roernes præstationer ved OL at de får tilpasset sig varmen og luftfugtigheden i Tokyo”, siger træner Mads Haubro.