wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
Danmarks Rocenter har indgået en favorabel aftale med bilforhandler Dahl Pedersen og Renault, der garanterer, at landsholdet og staben omkring det bliver godt kørende.

Af DRC Pressechef Svend Bertil Frandsen

Aftalen indebærer, at Renault leverer to varebiler og en minibus til Danmarks Rocenters landsholdsaktiviteter, og derudover indgår også et sponsorat i aftalen. Samtidig har centrets medarbejdere fået mulighed for at købe personbiler til en favorabel pris.

Samarbejdet er bl.a. kommet i hus takket være Frederik Taulbjerg, der har gjort det så fremragende på landsholdet i sæsonen 2018 sammen med resten af mandskabet i letvægtsherredobbeltfireren. Taulbjerg er tidligere bilsælger for Dahl Pedersen og sammen med en af DRC-trænerne stod han for et oplæg til Holstebro-forhandleren. Her så man straks et potentiale i et muligt samarbejde, og Renault Danmark var også hurtig til at gå ind i projektet.

”Renault og Danmarks Rocenter er to størrelser, der passer godt sammen. Der hersker generelt en stor anerkendelse om det arbejde, der bliver gjort i Danmarks Rocenter og den seriøsitet, man går ind til arbejdet med. I denne aftale får vi mulighed for at synliggøre Renault produkter og samtidig associeres vi med et forbund, der har vundet mange medaljer til Danmark i OL-historien”, siger direktør Jørgen Dahl Pedersen.

Sportschef Finn Trærup-Hansen glæder sig over, at det er lykkedes at skabe et samarbejde frem til OL 2020, som indeholder nogle fordelagtige økonomiske perspektiver for landsholdet.

”Det er rigtig dyrt at drive dansk landsholdsroning, så alle muligheder for at spare på omkostningerne er velkomne. Med denne aftale reducerer vi på omkostningerne, men vi opnår også en række andre gode fordele. Vi kommer nu frem standsmæssigt med synlig reklamere for dansk roning. Vi får øget vores fleksibilitet med minibussen, der kan være med til at klare transporten fra hotel til rostadion ude på regattaer og til træning uden for væk fra Bagsværd sø. Endelig får vi et mere professionelt tilsnit med en flåde af Renault-biler, og det gør alt i alt, at det er en super aftale for os”, siger Finn Trærup-Hansen.