wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
Danmark fik med én plads i A-finalen og fire billetter til semifinaler en aldeles godkendt åbning på EM i Luzern

Af DRC Pressechef Svend Bertil Frandsen

W4-:
Den tunge danske damefirer kvalificerede sig i komfortabel stil fredag til EM-finalen i roning, der afholdes i Luzern i Schweiz. Nina Hollensen (Århus), Trine Dahl Pedersen (Holstebro), Frida Sanggaard Nielsen (Bagsværd) og Anne H. Larsen (Odense) rundede de første 500 meter på andenpladsen efter Holland og den placering beholdt de løbet igennem. To både ville gå videre til finalen og pigerne havde ifølge træner Mads Haubro godt fat i rytmen på de første 1000 meter, taktikken virkede godt og pigerne samarbejde fint ned over banen. Efter 1000 meter blev de lidt for udynamiske og passive, men havde ingen problemer med at holde hjem foran Kroatien, også selv om de på de sidste 500 meter holdt lidt igen for at spare på kræfterne.

W1x:
Fie Udby Erichsen (KVIK) rundede i sit indledende løb de første 500 meter foran VM-sølvmedaljevinderen Jeannine Gmelin, men måtte efterfølgende se Gmelin overtage føringen. Det gjorde dog ikke meget, for to både ville gå videre til semifinalen og Fie lå løbet igennem med behørig afstand ned til svenskeren Lovisa Claesson (som sluttede på tredjepladsen) og brugte derfor ikke for mange kræfter på at komme videre. Efter løbet sagde træner Mads Haubro. ”Det var et fornuftigt løb, men der var lidt, der drillede efter 1000 meter, som gjorde at tempoet ikke var skarpt nok. Og det er det vigtigste at få styr på før semifinalen”.

M1x:
Sverri S. Nielsen (DSR) har indledningsvis i Luzern været generet af sin diskusprolaps, men i fredagens indledende heat mærkede han heldigvis ikke så meget til den. Og det var heldigt for Sverri var kommet i det sværeste heat af alle, hvor han måtte kæmpe hele vejen for at sikre sin andenplads efter Holland og foran Rumænien (fire både ville gå videre til kvartfinalen). Træner Thomas Poulsen sagde bagefter, at Sverri havde varmet godt op, og heldigvis ikke havde nogle rygskavanker, men at han var irriteret over ikke at kunne spare mere på kræfterne forud for lørdagens strabadser. Her skal han, hvis alt går efter planen forberede sig på at ro både kvartfinale om formiddagen og semifinale senere på eftermiddagen.

LM2x:
Emil Espensen (DSR) og Alexander Modest (Lyngby) indtog ¾ af indledende løb på førstepladsen før de måtte se Spanien gå forbi i slutfasen og henvise danskerne til andenpladsen. To både ville gå videre til semifinalen og det lykkedes i en tæt slutkamp at holde Schweiz bag sig, som dermed blev sorteper i spillet om en semifinaleplads. ”Vi var godt tilfredse med den første 1000 meter, men på de sidste 500 meter blev det for passivt og for hårdt. Og havde man holdt en bedre rytme og teknik, så kunne drengene have holdt Spanien bag sig. Men de bliver skarpere af de erfaringer, de gør sig her, og det bliver godt, når de får et par løb mere i benene”, sagde træner Jens Vilhelmsen efter løbet.

LW2x:
Danmark hev endnu en semifinaleplads hjem, da Juliane Elander Rasmussen og Christina Pultz trods visse startvanskeligheder viste formatet, og sikrede sig en flot semifinaleplads i opsamlingsløbet. I dagens indledende løb, kunne de to Odder-roere ikke være med, da Frankrig, Rumænien og Østrig satte sig på de semifinalegivende pladser. Men i opsamlingsløbet fik Danmark hurtigt skilt sig ud med Tyskland og Spanien og Juliane og Christina fik roet en flot andenplads i land. ”I det indledende løb var vi for passive på de første 1000 meter, kom for langt ned i tempo og blev roet agterud. Det var hårdt at sætte sig op igen, men i opsamlingen var det rigtig kaproning. Men det er ”tough bitches” vi er oppe i mod og det bliver en hård semifinale”, sagde Juliane efter løbet.

LW1x:
Kun vinderen ville gå videre til finalen i kvindernes letvægtssinglesculler og derfor var det hårde odds, som Mathilde Persson (Bagsværd) var oppe i mod i dagens indledende ræs. Det gik heller ikke, som man kunne have håbet, da Mathilde ved 500 meter mærket var 3,02 sek. efter den førende italiener…en afstand, der voksede løbet igennem. Bagefter var Mathilde, der sluttede på fjerdepladsen også skuffet. ”Løbet i dag var langt fra mit bedste. Jeg var meget nervøs inden løbet og teknisk fik jeg aldrig kontrol og ro på. I morgen er målet at finde et lettere tråd og sidde mere afslappet”, sagde Mathilde.

W2x:
Mette Dyrlund (DSR) og Luise Lund Hansen  (KVIK) vidste godt på forhånd, at det ville blive hård kost at stille op til deres internationale debut ved EM i Luzern, og den viden blev de desværre også bekræftet ved dagens to løb. Både i dagens indledende løb og opsamling sluttede danskerne på sidstepladsen, et stykke fra de semifinalegivende pladser. Men humøret er dog stadig intakt hos de talentfulde par, der nu skal ro C-finale: ”Øv! Vi sluttede sidst i opsamling – 6 sek. Fra vinderen og 4 sek fra den givende plads til semifinalen. Selvom vi skal ro c-finale i morgen, er vi topmotiverede og VIL gøre alt for at ro hurtigere. Det er vores første internationale konkurrence sammen – vores gejst er stadigvæk høj”, sagde Mette Dyrlund efter løbet.