To fantastiske ferielangture arrangeret af Lise og Allan Pedersen har resulteret i et par skønne turberetninger
Dette års DFfR-sommertur/e, ”Danmark dejligst …” var henlagt til Nakskov og var opdelt i to kortere 3-4 dages ture – hver tilrettelagt for 7 robåde og med 21 deltagere. Vejret var – især for det første hold – ikke verdens bedste, men begge ture blev gennemført til alles tilfredshed og med højt humør. Beretningen om de to ture er her overladt til to brave ”sø-roere”, der sammen med de øvrige fik prøvet kræfter med det danske sommervejr.
Udpluk fra beretningen fra hold 1:
Hold 1 var ikke så heldige med vejret på deres ferielangtur:
“Turen til Hestehoved Havn og campingpladsen er kun 3 km, men det tog “noget” mere end 20 minutter at ro derhen. Campinghytterne var den rene luksus, så trods regn og stærk vind igen næste dag roede vi ud på fjorden og rundede både Vejlø og Slotø, inden madpakkerne blev nedlagt i fuldstændigt læ og sol ved Lille Vejlø Skov.”
Udpluk fra beretningen fra hold 2:
Roerne på hold 2 oplevede en del bedre vejr end deres forgængere:
“Vi havde først to dage med frisk vind fra vest og temperaturer omkring 18 C, mens den sidste dag bød på svag vind og godt 20 C. Regn? Nej, ingen.”
Naturoplevelser var der masser af til de glade roere i Nakskov. Det bevidner dette udpluk fra den 2. turberetning også om:
“Næste dag stod vi ud mod Albuen, en fantastisk tange, der, kun nogle få meter bred, strækker sig 7 km midt ud i Langlandsbæltet. Herude lå nogle charmerende huse, der så ud, som flød de på vandet. Hvilket de nok også gør, når elementerne raser! Igen et fantastisk naturområde med blomster, fugle og enkelte turister. Apropos fik vi på vejen derud hilst på både havørne, falke og musvåger. Et sandt paradis for fuglespottere! “
Der er ingen tvivl om, at de roere som har været med på Ferielangtur til det lollandske farvand ved Nakskov har fået nogle fantastiske oplevelser med hjem. Du kan finde de to beretninger i deres fulde længde i højre side / i bunden af siden her.
Her kan du også finde en avisartikel om roernes ferielangtur i Nakskov.
-
Turberetningen fra tur 1Læs den hele her
-
Turberetning fra tur 2Læs den hele her
-
Læs avis artiklenKlik her
-
Kontakt:Anna Karina GravadProjektlederTlf.: +45 21 26 89 82Mail: [email protected]Dansk roningFølg os på Facebook