wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
Lørdag 2/9 afholdt DFfR og Horsens Roklub det femte Danish Open Coastal Rowing på Horsens Fjord ud for Langelinieanlægget. Med 38 tilmeldte hold (en enkelt afmelding på dagen) skulle der denne dag roes 12 finaler.

Af Poul Erik Jørgensen og Peter Froskov, Roaktivitetsudvalget, Horsens Roklub

Selvom coastalroere mest er til vind og bølger, så fik de nogle vilkår som outriggerroere normalt drømmer om – fladt vand og ingen vind på en solbeskinnet Horsens Fjord.

Lige fra morgenstunden var der aktivitet i og omkring Horsens Roklub, de mange hjælpere og roere havde alle travlt med de sidste forberedelser inden styrmandsmødet kl. 9.00.

Klokken 10.15 blev stævnet officielt åbnet af Borgmester Peter Sørensen, og herefter blev første løb startet kl.10.40. Hele dagen igennem var der en god stemning både på vandet og på land. Løb med få tilmeldte blev slået sammen for at skabe liv og dynamik og konkurrence på vandet. Gennem hele dagen var der også livlig aktivitet på land,både i roklubbens cafè og i Langelinieanlægget.

Foto: Helle Lundme, Horsens Roklub. Peter Froskov, Roaktivitetsudvalget

Fra Horsens Roklub lyder det, at de har været glade for at måtte afholde deres første coastalstævne. Det har givet en god dynamik i klubben, hvor det særligt fremhæves, at man endnu engang har oplevet glæden ved at ”løfte i flok”. Og efter at have nydt at de har afholdt en meget velarrangeret regatta, fået evalueret og har pustet lidt ud, forlyder det, at det nok ikke er sidste gang, at Horsens Roklub vil byde ind på at holde coastalstævne! Noget som coastalroere fra hele landet helt sikkert vil bakke op om.

Danish Open Coastal Rowing fungerer også som ”udtagelsesregatta” for deltagelse i VM i coastal, så det bliver nu spændende at følge de tilmeldte danske hold fra Roklubben Stevns, Roforeningen KVIK, Danske Studenters Roklub og Kalundborg Roklub, når de konkurrerer på Genevesøen ud for Thonon i Frankrig den 13.-15. oktober.

Næste års Danish Open Coastal Rowing finder sted lørdag den 1/9 og arrangeres i samarbejde med Roklubben Stevns. Og inden da vil der være rig mulighed for at træne og konkurrere i coastalbåde. Bl.a. er coastalsamlinger med fokus på træning og konkurrence samt coastalregattaer i 2018 allerede i støbeskeen.

Foto: Helle Lundme, Horsens Roklub. Peter Froskov, Roaktivitetsudvalget