18. October 2019:
Coastalseminar 2019 – vær med på bølgen
- Forside
- Nyheder
- Coastalseminar 2019 – vær med på bølgen
Der er allerede mange danske roere, der ved det. Coastalroning er fedt, skægt, vildt, bølger, action og fart. For unge mellem 14 og 80.
Udviklingen går stærkt – vi er godt med i Danmark – og det begynder at gå rigtigt stærkt internationalt. Vores naboland Tyskland satser nu på at udvikle coastalroning, og de er godt i gang i Sverige og Norge også.
Når Olympic Games afholdes i Dakar i Senegal i 2022, bliver det med coastalroning som disciplin i stedet for den traditionelle olympiske roning. Det har IOC, Den Internationale Olympiske Komite besluttet. Dette er et kæmpe skridt henimod OL i Paris 2024, hvor IOC gerne ser coastal rowing på programmet ud fra betragtningen om, at IOC ønsker et OL, som er tidssvarende, actionpræget og interessant for ungdommen.
Det betyder endnu større fokus og muligheder for udvikling af coastalroningen i Danmark, men også at det er vigtigt, at danske roere og roklubber fortsætter med at være med til at styrke den store udvikling at coastalroningen, som vi har set i Danmark i de seneste år.
Vi er nået langt i dansk roning og er meget godt med – og vi har stadig et stort uudnyttet potentiale inden for konkurrence, træning, ungdom, bredde, coastalcentre og nye aktivitetsformer, som vi sammen kan være med til at løfte til nye højder.
Så kom og vær med til at sætte retningen—tage del i udviklingen—og løfte coastalroning i Danmark, når DFfRs coastaludvalg holder coastalseminar i Nyborg Roklub. Her vil repræsentanter fra garvede coastalklubber og klubber, som lige her kommet med på bølgen, mødes for at udveklse idéer og inspiration.
Det koster 50 kr. at deltage. For det får du frokost, kaffe/te og en masse inspiration.
Tilmeldingsfrist 6. november 2019.