wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
Dansk coastalroning er rigt repræsenteret ved årets VM i Coastal i Monaco, der afholdes den 20. oktober

Den 20. oktober afholdes verdensmesterskaberne i coastal-roning i Monaco. Deltagerantallet er rekordhøjt, med næsten 700 deltagere fra mere end 30 nationer. Det gør dette års VM til det største nogensinde.

Af Gustav Højmark-Jensen

Dette års World Rowing Coastal Championships, der afholdes i Monaco ud for Port Hercule har fået rekordstor deltagelse fra klubhold verden over. Hvert land er garanteret 5 både i hver klasse. Danmark tager afsted med 22 deltagere fra blandt andet Danske Studenters Roklub, Kalundborg Roklub, Roforeningen KVIK, Skovshoved Roklub, Bagsværd Roklub og Ishøj Roklub. De danske roere er fordelt på 14 hold i klasserne Single (C1x), Double (C2x) og Quad (4x+).

Ifølge Peter Froskov, fra DFfRs coastaludvalg, er VM i coastal roning både for de seriøse motionister, og for de virkeligt seriøse coastal-roere. De åbne klasser gør også, at Peter Froskov er forsigtig med at spå om de danske præstationer i Monaco:

“Det er svært at sige noget om forventningerne. Men jeg håber på A- og B-finaler for en del af vores danske hold. Jeg forventer, at vi vil se Kalundborgs Kåre Mattesen i en A-finale. De højst rankede både i kvindernes double forventer vi også ligger rigtigt godt, men igen, det er svært at sige da vi ikke har så meget at holde det op imod. Der har kun været få danske coastal-regattaer, og en del af de danske hold er opstået for nyligt”.

billede-2-edited WRCCH optakt
Danmark har stadig medaljeplaceringer til gode i C2x – her ved VM i Grækenland i 2014. Foto: Peter Froskov.

De danske deltagere tager ikke afsted samlet, men ifølge Peter Froskov plejer der hurtigt at udvikle sig en udpræget holdstemning blandt de forskellige klubber når de er afsted:

“Selvom vi ikke tager samlet afsted fra Danmark, så ved vi hvem der skal derned. Der udvikler sig hurtigt et helt specielt sammenhold, og der opstår som oftest også en god nordisk stemning, når vi møder de andre klubber fra Norge og Sverige. Det er det største coastal-VM nogensinde, så jeg glæder mig meget til at opleve det. Det bliver måske snart et af de sidste VM med frit optag da konkurrencen bliver mere og mere seriøs og intens.

Grundet det høje antal deltagere vil World Rowing Coastal Championships 2016 i Monaco begynde allerede torsdag den 20. oktober med kvalificerende heats. Herefter ros der fredag den 21. oktober, og der afholdes A- og B-finaler lørdag den 22. oktober. Alle danske hold er direkte med i de indledende heats den 21. oktober.

wrcc2014-i-graekenland-drc-c2x-billede-3-edited
Høj bølgegang er næsten garanteret ved VM i coastal. Foto: Peter Froskov.

Danmark har stadig medaljerne til gode ved et VM i coastal i de fleste klasser. Alene de danske kvinder i 4x+ har fået medaljer med guld i Sverige i 2013 og bronze i Peru i 2015, mens det endnu ikke er lykkedes de danske herrer at ro væk med metal fra et coastal-VM. Men uanset hvad, så er der lagt op til nogle gode oplevelser og spændende løb for de danske roere og de mange danske supportere i Monaco.