wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
Sådan gik de danske både i fredagens indledende løb ved World Cuppen i Luzern

Af DRC Pressechef Svend Bertil Frandsen

M1x:
Ikke færre end 25 både var meldt til start i herrernes singlesculler og det betød, at Sverri Nielsen fik en hård start på fredagen med både indledende løb og kvartfinale den samme dag. Sverri Nielsen vandt begge løb meget komfortabelt og bookede dermed sin billet til lørdagens semifinale på overbevisende vis. Sverri prøvede sig selv lidt af i dagens indledende ræs, hvor han fyrede en hurtig 500 meter af i 1,39,90 min. for hurtigt at lægge afstand til feltet, men alt i alt var dagens løb et spørgsmål om bruge så få kræfter som muligt, og den samme taktik havde resten af favoritterne.

Bagefter var træner Thomas Poulsen også meget godt tilfreds med dagens indsats. “Den slags indledende løb her er altid lidt tricky for favoritterne føler næsten altid, at de får brugt for mange kræfter. Det vigtigste ved dagens løb var, at Sverri gik videre og han føler sig generelt godt tilpas. Han var en anelse udfordret på balancen i formiddags, men var generelt også generet af dønninger på Bane 1 og det gjorde måske, at han kom en anelse for langt ned i tempo. I eftermiddagens løb roede han 1500 meter rigtig fint, og mærkede lidt syre i benene til sidst, men alt i alt var det rigtig fint, siger Thomas Poulsen.

W4-:
Den nye konstellation i damefireren med Trine Dahl Pedersen, Frida Sanggaard Nielsen, Christina Juhl Johansen og Ida Gørtz Jacobsen skulle for først gang prøves af i en international regatta på Rotsee i dag. Kvartetten har bestemt vist opløftende momenter i træningen, men i dagens opvarmningsløb til søndagens finale, fik de ikke helt vist det niveau, de har haft i træningen. Allerede efter 500 meter var pigerne ca. 5 sekunder efter de hollandske favoritter, og efter den lidt dårlig start havde danskerne lidt svært ved at arbejde sig ind på resten af feltet. Danskerne kan glæde sig over at det var et opvarmningsløb og dermed ren træning. Og dermed kan man forvente mere tænding i søndagens finale.

Efter løbet sagde træner Mads Haubro: “De bliver nok en smule ivrige i den første del af løbet efter en svær start tæt på bøjerne og i lidt dønninger. Det påvirker rytmen, men de arbejder sig stille ind i et bedre flow. De sidste 8-900 m fungerer bedre end den første del af banen, men de rammer ikke helt det gode fra træningen.”