wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
Skal du og dit rohold til Sverige i 2025 på en 'gør det selv tur'?

Det har heldigvis vist sig at de to både, DFfR Tur- & Motion har udstationeret ved Dalslandskanalen i Sverige, efter kærlig omsorg fra et fantastisk arbejdshold fra Viborg Roklub efter den tredje sæson, nu kan meldes klar til endnu en runde med denne fine oplevelsesmulighed for danske roere. Vi skylder Viborg-roerne en stor TAK for deres indsats i Dalsland – OG for tilsagnet om at tage turen derop igen næste forår for klargøring – og måske endnu flere gange.

Vores to både er, som mange ved, placeret på Dalslands Camping- & Kanotcentral i udkanten af byen Bengtsfors – et godt udgangspunkt for ture, hvad enten de besøgende rohold vil bo fast på campingpladsen eller bevæge sig omkring i det mere end 250 km2 store sø- og kanalområde, der er forbundet af mere end 30 små og større sluser. Vi har fra stort set alle hold hørt, at de har haft en herlig og fantastisk flot rotur med gode oplevelser, blandet vejr med en del regn, men dog overvejende godt, meget forskellige overnatninger i området – og kun få egentlige uheld. Det har i år knebet lidt fra nogle af holdene med hurtige tilbagemeldinger til os om de ting, der ikke var helt i orden – og dét er jo så ind imellem gået ud over de efterfølgende – desværre.

I 2024 har de to både været udlejet i 14 uger+, men dog alligevel ligget stille i flere uger, enten den ene eller begge både, på grund af sene afbud, hvor genudlejning ikke har været mulig – men hvor der så heller ikke ”kom penge i kassen”, selv om mange på et tidligere tidspunkt var gået forgæves, men så havde fundet andre muligheder – og dét er for TRÆLS, som vi siger i Nordjylland. Og dette sidste får os til at vælge en længere afbestillingsfrist for bådlejen i Dalsland. I må tidligere igang med at finde turens deltagere, for fra 2025 vil afbestillingsfristen uden betaling være den 1. april. Efter denne dato er tilmeldingen bindende – og den indbetalte bådleje vil udelukkende blive refunderet, hvis der er andre interesserede, der står og venter på at overtage bådene. Det er naturligvis muligt også for jer selv at finde nogen, der vil overtage jeres lejemål – men vi synes simpelthen det er for ærgerligt, når der er så mange interesserede, IKKE at kunne få alle både ud at ro hele tiden.

Vi har igen i denne sæson haft rigtig mange forespørgsler om, hvorvidt bådene ville være til rådighed igen i 2025 – og vi har svaret, at dette afhang helt af, OM bådene kunne klare den belastning det er at være næsten konstant i brug gennem det antal uger, som slusesæsonen på Dalslandskanalen varer – plus lidt til, og dette har vi altså først kunnet konstatere her ”efter lukketid”. Det ER jo lidt af et sats sådan at ”parkere” robåde så langt væk uden det tilsyn, som alle de udstationerede både i Danmark har efter hver eneste udlejning – men vi har gjort det, fordi vi stolede på at de klubber der deltog ville behandle bådene så godt, at også de sidste kunne få gode oplevelser – uden væsentlige problemer. TAK for dét til jer, der var de første – og tak også til de fleste af dette års andre brugere for gode tilbagemeldinger om bådene og farvandet. Det eneste, det har knebet lidt med i år, er faktisk et par rigtig gode, nye turberetninger her på roning.dk – til inspiration for de næste (flere har lovet det – vi HAR kun modtaget en enkelt – men det kan godt nås endnu).

Og heldigvis er også 2024 gået godt for de to både. Selvfølgelig har der været en del slid på materiellet, nogle få uheld samt brug for udskiftning og vedligehold af diverse dele – og så en masse vrøvl med hængelåse og koder, som vi aldrig har oplevet før. Disse ting har kostet nogle penge og ret meget arbejde, men det har alt sammen kunnet ordnes på stedet, så det endnu en gang har været muligt at få de to både i ”vinterhi” på campingpladsen – og dermed undgå en urimeligt dyr trailertransport mellem Danmark og Sverige. Efter en klargørings-tur derop i maj måned 2025 vil bådene være tip-top klar til endnu en ny sæson.

Og derfor åbnes der nu – fra mandag den 14. oktober 2024 – for udlejning af bådene som følger:

De to både udlejes fra uge 24 til og med uge 35 på ugebasis – og ”vores uger” går fra søndag morgen til lørdag aften, så man kan tage derop om lørdagen og hjem om søndagen og få hele syv rodage). Uge 24 starter altså i 2025 med søndag den 8. juni (som er pinsedag) – og prisen er fortsat i 2025: kr. 1.500 pr. båd pr. uge. Der må desværre tages et lille forbehold allerede her, fordi det ikke er muligt endnu at få nu at få helt præcise åbningstider for sluserne til næste år – dette besluttes først senere på vinteren, men datoerne ligger fast, og vi satser på, at det kommer til at svare nogenlunde til 2024 – det ER sådan, at der de første par dage af uge 24 kun vil være åbne for roning i de to nærmeste søer ved campingpladsen, men det er altså heller ikke noget problem! Og for uge 34-35 gælder det, at de ”yderstliggende” sluser gradvis nedlukkes, mens de centrale sluser, som roerne bruger mest: Gustavsfors, Krokfors og Lennartsfors med sikkerhed holdes åbne helt frem til 31. august – de to førstnævnte endda også 14 dage ind i september.

For benyttelsen af bådene er der udarbejdet et regelsæt, svarende i videst muligt omfang til det, der gælder for udstationerede både i Danmark, herunder afbestillingsregler, rengøring, overlevering til de næste og andre oplysninger.
Disse regler finder I på roning.dk, i et særlig afsnit om bådene i Dalsland.

EKSTRATILBUD:
Flere har her i 2024 været glade for vores ekstratilbud om kortere udlejninger, både før og efter slusesæsonen, og derfor tilbyder vi også igen i 2025 mulighed for kortere udlejninger, f.x. to, tre eller fire dage i sidste halvdel af maj/begyndelsen af juni måned (over Kr. Himmelfart og til og med pinselørdag) – og også i de første 14 dage af september, hvor det så stadig er muligt at benytte to enkelte sluser! Vi har nemlig opdaget, at der er rigeligt med gode muligheder på de nærmeste søer for mindst tre-fire flotte dagsture ud fra campingpladsen, hvor man så kan vælge enten telt- eller hytteovernatning – eller endda snuppe en shelterovernatning på en af de små primitive pladser langs med Lelång søen. Disse ”slusefri” udlejninger betales med samme pris som de udstationerede både i DK: kr. 165 pr. døgn pr. båd, dvs. kr. 495 for 3 rodage eller kr. 660 for 4 rodage. Vi prøver igen med frit valg af dage, men forbeholder os retten til at spørge jer om mulighed for at rykke en enkelt dag for at få ”kabalen” til at gå op! Dette tilbud strækker sig fra lørdag den 17. maj til lørdag den 7. juni – og igen fra søndag den 31. august til ca. midt i september (nedlukningstidspunkt endnu ikke præcist fastlagt).
Bådene ansøges helt på samme måde som de udstationerede både i Danmark – via den elektroniske bookingformular på roning.dk

Ligesom for bådene i Danmark vil det være på ”Først til mølle”-basis, så når I udfylder jeres bestilling er det klogt lige at give den person fra jeres klubbestyrelse, som I anfører øverst på formularen (typisk formand eller langtursrochef – og husk: der må ikke være navnesammenfald mellem denne person og den/de, der lejer bådene) – et praj om, at den pågældende gerne må være hurtig med at videreekspedere bestillingen. Der kunne godt gå hen og blive run på nogle af ugerne, så I er også velkomne til under bemærkninger at skrive et eventuelt alternativt ønske, hvis jeres første ønske allerede skulle være optaget. I vil alle sammen få en bekræftelse på, at vi har modtaget jeres ansøgning
Når det ligger helt fast, hvilke klubber/hold der får chancen for at bruge bådene i sommeren 2025, udsender vi dels en oversigt, dels en hel del forskelligt informationsmateriale, vi har samlet sammen – til inspiration for jer. Denne udsendelse modtager I umiddelbart efter nytår, sammen med selve den formelle bekræftelse på jeres lejemål.

Det er jo selvfølgelig en ”GØR-DET-SELV-TUR” I her skal forberede, men på den anden side er der vel ikke grund til at ”starte med Adam og Eva” hver gang – hvis man KAN bruge nogle af andres erfaringer?
Skulle I have spørgsmål i forbindelse med lejemålet, er I altid velkomne til at ringe og snakke med én af os (telefonnumre herunder).
Vi glæder os til at høre fra rigtig mange – og ser frem til endnu en god sæson for danske roere i det smukke svenske område.
GØR DET SELV TURE I DALSLAND sorterer under DFfR Tur- & Motion og DFfRs udstationerede både.
Kontaktpersoner er:
Lise og Allan Pedersen, Aalborg tlf. +45 28904970 / +45 5035 0231 [email protected][email protected]