6. December 2017:
Astrid Laustsen er med i opløbet om at blive Årets Holdkammerat 2017
- Forside
- Nyheder
- Astrid Laustsen er med i opløbet om at blive Årets Holdkammerat 2017
Af Bianca Toftebjerg, [email protected]. Billede: fra facebook.
Frem til 1. december har man kunnet nominere en ung person i alderen 12 til 19 år til DIF og Nordea-fondens pris ’Fidusbamsen’. I alt er 206 seje, unge idrætsudøvere blevet nomineret, og nu er feltet skåret ned til ti. Blandt de ti er den 19-årige Astrid Filtenborg Laustsen, som til daglig ror i Hadsund Roklub.
Astrid er blevet indstillet af klubkammeraten Simon M. Sørensen, som i indstillingen beskriver en pige der i den grad gør en stor indsats for sin klub. Bl.a. skriver Simon Sørensen i nomineringen af Astrid:
”Astrid bruger op mod 15 timer om ugen på egen træning, går i gymnasiet på fuld tid og resten af hendes tid bruger hun mere eller mindre på frivilligt arbejde. Hun er bl.a. med i bestyrelsen hvor hun er repræsentant for ungdomsroerne. Hun er der altid hvis vi skal introducere vores nye roere til sportsgrenen, hvad er roning og hvordan gør man? Når Astrid er i klubben er der altid en god stemning, hun er der for alt og alle.”
Vidste ikke hun var nomineret
Selv tager Astrid Laustsen nomineringen helt roligt, og fortæller at hun først mandag, da de ti finalister blev offentliggjort, fandt ud af at hun overhovedet var nomineret:
”Jeg fandt først ud af at jeg var nomineret i mandags, da de offentliggjorde de ti finalister på Facebook, fordi der var en som taggede mig i opslaget. Jeg vidste slet ikke jeg var blevet nomineret.”
Men der er ikke nogen tvivl om, at den unge Hadsund-roer ser den fortjente nominering, og det at være blandt de ti udvalgte, som et stort klap på skulderen:
”Jeg havde overhovedet ikke tænkt over det kunne være en mulighed, så det var lidt af en overraskelse. Det at nogen har taget sig tid til, at skrive noget om mig og det virker som om han har tænkt over det – det var jo ikke kun tre linjer. Det betyder at der er nogle som tænker over, at man yder lidt og hjælper til. Det er jo også fedt, at nogle højere oppe synes det er godt, det man gør.”
Formand for Hadsund Roklub Anders Toft Christiansen, synes at Astrids nominering er fuldt fortjent og fortæller at Astrid har kæmpe stor værdi for klubben:
”Hun er jo et samlende led, sit eget væsen, og de unge har stor tillid til hende. Så er hun med i bestyrelsen, og der var ingen betænkningstid, fra hendes side, da hun blev spurgt om hun ville med i bestyrelsen. Astrid er en pige som går ind og tager de opgaver der kommer, og hun får det hele til at gå op – både med skole, træning og bestyrelsesarbejdet. Også hendes fantastiske indstilling til tingene: ”det gør man bare” er beundringsværdig.”
I klubben er man også meget stolte over, at Astrid er blandt de ti finalister fortæller formanden:
”Hendes nominering giver helt tårer i øjnene, for vi synes jo det er så velfortjent. Udover hun er et samlende led i roklubben, så er hun også et sportsligt forbillede for de andre unge i klubben, for det at vinde medaljer, bl.a. til Baltic Cup, som hun gjorde i 2015, kommer man jo ikke sovende til.”
Udover æren og titlen som ’Årets Holdkammerat 2017’, modtager vinderen også en sportsrejse, til en værdi af 100.000kr, til sig selv og sit hold. Den 11. december udvælges de tre finalister, som inviteres med på scenen til overrækkelsen, der finder sted ved SPORT 2017, 6. januar 2018.
Læs hele nomineringen af Astrid Laustsen på fidusbamsen.dk – Astrids nominering findes på side 44 i karrusellen.