wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
Meget trætte men fortrøstningsfulde omkring mulighederne for at lave et godt resultat om en måned ved World Cuppen i Beograd. Det må være konklusionen på den fornemmelse som de fleste af landsholdsroerne har efter at de i weekenden åbnede sæsonen ved Odense Langdistance regattaen.

Af DRC Pressechef Svend Bertil Frandsen

To træningslejre i Portugal, som hver varede to uger, havde kørt landsholdsroerne godt ud i hegnet før man i weekenden for første gang skulle vise formatet ved den traditionsrige regatta på Odense kanal. Og da Steffen Bonde Jensen (Odder Roklub) skulle gøre status mandag efter en weekend, hvor han lørdag roede sammen med Lars Fjord (DSR) i M2- og Tøger Berg Rasmussen (DSR), Lars Fjord (DSR) og Tobias Kempf (DSR) om søndagen i M4-  var det også de trætte muskler, der var hovedemnet.

Ikke den rigtige følelse
”Det er en rigtig mandag i mandagen i dag. Det har været en hård uge, vi har roet tre seks km, vi er lige kommet hjem fra Portugal, hvor vi har kørt en del hårde programmer og prøvet at træne tre gange om dagen, så i dag er man virkelig godt brugt. Det er helt naturligt, at man nu er kørt lidt ned, så i dag tager vi det roligt, men i morgen tager vi arbejdshandskerne på igen”, siger Steffen Bonde Jensen, der ikke var helt tilfreds med præstationen i Odense.

Bonde var en del af den vindende båd både lørdag og søndag, men mente alligevel, at der var ting, som kunne forbedres. ”Én ting er resultaterne, en anden ting er den følelse, som vi sad med og for begge løb syntes jeg at vi ikke roede lige så godt som på træningslejren. Det var svært vand og uvante omgivelse, men alligevel var der nogle ting, som vi skal hjem og arbejde på. Alt i alt er vi dog længere fremme form-mæssigt end jeg havde troet”, siger Steffen, der stadig døjer lidt med lænden og er i et behandlingsforøb efter at han rev nogle muskelfibre over i ryggen på træningslejrene.

Forstyrrende elementer
En anden, der kun var delvist tilfreds med præstation weekenden som helhed var Fie Udby Erichsen (KVIK), der efter et par træningslejre, hvor hun har haft en lang række rigtig gode træningspas, ikke helt kunne få det til at spille om lørdagen. ”Det var irriterende og bestemt ikke prangende, hvad jeg fik ud af det lørdag (sluttede i tiden 23, 33, 40 min.). Når man ror i Odense er der en række forstyrrende elementer (tidevand, strøm, navigering og mange både), som man skal håndtere. Det er en god test fordi man skal holde hovedet koldt i den situation og det formåede jeg ikke lørdag”, siger Fie Udby Erichsen.

Fie kunne dog glæde sig over, at hun fik sat et flot punktum for Odense søndag, der giver masser af moral med blot ca. en måned tilbage før den første World Cup i Beograd. ”Søndag gik det meget bedre, jeg blev nr. to overordnet og det kan jeg ikke huske hvornår jeg sidst blev. Så det var selvfølgelig dejligt, at runde af på den måde”, siger Fie, der nu langsomt føler sig tilbage mod sit gamle jeg efter at hun fik belastet underarmene under den første træningslejr i Portugal. ”Under Head of the Cork lå jeg ammen med drengene og forsøgte så at køre med dem, og det skulle jeg ikke have gjort for der overbelastede jeg overarmene, hvilket har taget tre uger at komme over. Men nu er jeg ved at være mig selv igen”, siger Fie der ellers generelt føler hun er, hvor hun skal være før Beograd.

Højere intensitet
Men hvis Fie føler hun pt. er hvor hun skal være, ja så er Frida Sanggaard Nielsen (Bagsværd Roklub), der i Beograd skal til sin første senior World Cup sammen med resten af besætningen i W4-, noget i vildrede over, hvor hun står i forhold til det internationale selskab, som den tunge danske damefirer skal over for i Serbien. ” Vi har fået en god træningsmængde med fra Portugal, så vi kom ind til Odense Langdistance rigtig godt forberedte. Vi har selvfølgelig alle sammen (i båden) prøvet det før, men der er ingen tvivl om, at det er langt mere intenst i år fordi vi er nye på landsholdet. Det var skønt at få skudt sæsonen i gang, men det er klart at vi mangler et billede af hvor vi står i forhold til de internationale konkurrenter, vi kommer over for i Beograd”, siger Frida Sanggaard Nielsen, der sammen med resten af besætningen tog det med godt humør, at man søndag ramte ind i en pæl.

”Man har ikke været til Odense regatta, hvis der ikke går et eller andet galt på et tidspunkt. Det er en del af charmen dernede”, slutter Frida.