Aja: ”Man skal lære at være skadet”

Af DRC Pressechef Svend Bertil Frandsen

Egentlig burde det ikke være noget problem. En mindre alvorlig ribbensskade, som på normal sæt og vis kunne have været kureret med seks ugers pause. Et irritationsmoment, der greb forstyrrende ind i forberedelserne til en ny sæson, men som med den rette hvile og behandling blot burde have figureret som et mindre bump på vejen i forsøget på at leve op til sidste sæsons meget lovende resultater. Men det, der kunne have været en bagatel er blevet til panderynker for Aja Runge Holmegaard (Roskilde), der grundet en række tilbagefald må konstatere, at først fire måneder efter at skaden blev opdaget er hun ved at være klar igen.

”Jeg fik den, da Juliane og jeg var på tur i Japan, i slutningen af november 2016. Skaden opstod gradvist dernede, og da jeg kom hjem og kom på vandet, var det klart, at der var noget galt. I starten kunne vi ikke rigtig finde ud af hvad det var, der mente Anders (Madsen, fysioterapeut, red..) at det var en låsning i ryggen, fordi det kan man tit få på de lange flyveture. Men jeg blev så senere scannet gennem en knoglescintigrafi på Bisbebjerg Hospital, hvor de kunne se, at vævet omkring ribbenene var meget stresset. De kunne ikke se noget brud. De sagde, at på en scala mellem 1-10, hvor 10 er brækket, der lå jeg midt i mellem”, siger Aja, der for at holde formen ved lige har kørt omtrent de samme programmer på kondicyklen som resten af landsholdet.

Aldrig skadet før
Aja fortæller, at ved den slags skader holder man normalt pause i seks til otte uger og giver kroppen hvile fra de bevægelser, der stresser vævet omkring ribbenene. Og når man så ikke længere har gener, kan man så småt gå i gang med træningen igen. Efter ti ugers pause prøvede Aja således at ro 20 minutter ad gangen, men måtte sande, at kroppen endnu ikke var klar. Sidste år havde Aja en af sine allerbedste sæsoner kronet med sejren i LW1x over Zoe McBride og sølvmedaljen ved EM. Men optimismen før denne sæson er blevet vendt til frustration for den gæve Roskilde-roer.

”Jeg har aldrig rigtig været skadet før. Jeg har haft nogle småskavanker, men aldrig nogle ting, der holdt mig ude i længere tid ad gangen. Jeg synes, at det meget er noget, man skal lære. Man skal lære at give sig selv lov til at give kroppen ro. Og det er måske en af grundene til, at skaden har taget så lang tid. Jeg har godt vidst, at det her var noget, der tog tid, men det er svært at acceptere, når noget skal hviles frem for trænes væk. Man skal lære, at være skadet ligesom man skal lære, at ro hurtigt. Man skal lære, at vurdere, hvornår presser jeg mig selv for meget og hvornår er det tilpas udfordring for det skadede væv. Og det er langt mere naturligt for en roer, at bare give gas og ikke holde igen”, siger Aja der har været i daglig kontakt med ”fysserne”, Anders Madsen og Kasper Sander for at tilrettelægge træningen.

Samtidig med skaden var Aja ved at færdiggøre den sidste del af sit speciale på kandidatuddannelsen i Digital Design og Kommunikation, og således kunne den overskydende energi, som hun ikke kunne få brugt i ro-træningen trods alt gives ud i studierne. Arbejdsmæssigt blev specialet en succes, men Aja erkender, at de mange timer bag skrivebordet måske også har haft sin pris. ”Det, at skulle sidde mere end otte timer på kontor, det har været hårdt for kroppen og ribbenene at sidde i sådan en fastlåst position, og har måske også været med til enten at fremprovokere eller trække skaden mere end nødvendigt”, siger Aja således.

Tidsmæssigt pres
Mandag satte Aja sammen med resten af landsholdet kursen mod Portugal for anden gang i dette forår. Og netop tiden i Portugal har for Aja været en af de helt store udfordringer i forhold til at acceptere den langsomme og gradvise proces frem mod at blive skaden kvit: ”På den første træningslejr i Portugal startede jeg med at ro ti minutter om dagen og så øge gradvist med fem minutter pr dag, og jeg var oppe på at ro en time til sidst. Det var enormt hårdt at se de andre bare køre derudaf med 30 km om dagen, når jeg kunne ro blot 30 minutter. Det, som det handlede om, var så ikke at sammenligne mig med andre men i stedet kigge på mig selv og glæde mig over, at jeg på to uger var gået fra at ro fem minutter til at ro 30 minutter om dagen. Så det var et spørgsmål om, at kigge indad og overbevise mig selv om, at jeg havde gjort alt, hvad jeg overhovedet kunne”, siger Aja således.

I Portugal skal det bl.a afgøres hvem der skal sidde i kvindernes letvægtsdoublesculler, hvor valget står mellem Juliane Elander Rasmussen (Odder), Mathilde Persson Bagsværd) og naturligvis Aja – en kendsgerning, som for Aja har intensiveret tidspresset om at blive skaden kvit i tide. ”Egentlig har det været det bedste tidspunkt at blive skadet på, når det nu skulle være, altså i efteråret lige efter et OL, og der er rigtig langt til 2020, så timingen var egentlig ikke så slem. Men jeg har haft en del tilbagefald og nu er vi så henne ved den anden træningslejr, hvor beslutningen tages. Så det er klart, at der ligger et ekstra pres på mig i forhold til samroningen og de tekniske detaljer. Jeg vil rigtig gerne sidde på doblesculleren, men jeg har selvfølgelig forståelse for, at de andre har fået langt mere træning i løbet af vinteren og at det derfor bliver en stor udfordring for mig”, slutter Aja.