25. January 2017:
Snart skal Danmarks bedste ergometerroere findes
- Forside
- Nyheder
- Snart skal Danmarks bedste ergometerroere findes
Snart kan en håndfuld af Danmarks mange ergometerroere kalde sig Danmarksmestre blandt de mere end 700 tilmeldte roere fra hele landet. Lørdag d. 28 januar afholdes den store ergometer-regatta i Gladsaxe Sportshal.
Af Gustav Højmark-Jensen
Der går rygter om, at landsholdsroeren Sverri S. Nielsen vil forsøge at slå sin egen rekord i herrenes åbne 2000 meter-løb, og samtidig vil der være rekordmange roere fra Holstebro at finde blandt C2-maskinerne i år.
“Jeg går efter at vinde”
DM i ergometerroning kommer belejligt for de danske landsholdsroere, da det kun er 10 dage før EM 2017 i ergometerroning, der afholdes i Paris. Men det betyder ikke, at landsholdsroeren Sverri S. Nielsen vil holde sig tilbage. Han håber selv på, at komme under den rekordtid, han satte i januar 2016. Dengang hed tiden 5:51:6:
“Først og fremmest går jeg efter at vinde, og dernæst håber jeg og tror på, at jeg kan komme under 5:50:00. Hvis jeg lever op til det, jeg har vist i træningen, så burde det være muligt, hvis jeg kan ramme mine split-tider. Der vil selvfølgelig være rigtig mange mennesker, men stemningen får mig ikke til at gå hårdere ud, jeg vil bare holde det tempo, som jeg har gjort i træning”, fortæller Sverri S. Nielsen.
De danske mesterskaber i ergometerroning kommer samtidig til at fungere som en slags generalprøve for den danske landsholdsroer i forhold til EM 2017, der afholdes i Paris, kun 10 dage efter DM:
“Jeg håber selvfølgelig på at lave en god indsats, men jeg kommer ikke til at køre mig selv helt i bund. Der er EM om ti dage, og der kommer jeg helt sikkert til at give den mere gas end ved DM, men naturligvis glæder jeg mig til stævnet”, slutter Sverri S. Nielsen.
Holstebro indtager DM i ergometer
Rekordmange ungdomsroere fra Holstebro Roklub vil være at finde til lørdagens mesterskab. Det kan skyldes, at Holstebro Roklub er en af de eneste roklubber, der har en ansat træner, målrettet U-eliteroere og skoleroning. Træneren er Søren Madsen, der var med på Guldfireren i år 2000.
Det høje antal ungdomsroere fra Holstebro Roklub skyldes også, at Holstebro Roklub har lanceret et pilotprojekt indenfor skoleroning, i samarbejde med Holstebro Kommune, Team Danmark og Dansk Forening for Rosport. Kaproningstræner Freddy Quist fra Holstebro Roklub uddyber:
“Vi har valgt fire skoler ud, blandt dem, der lå nærmest skolen, og alle sjetteklasser på de skoler får et tilbud om at starte til roning efter sommerferien, hvert år. Hvis de vil, så kan de deltage i et introforløb frem til efterårsferien. Hvis de fortsat vil gå til roning her hos os, så kræver vi, at de også tilmelder sig DM i ergometerroning. Ud af de 180 vi havde igennem introforløbet, valgte 59 at blive medlemmer i Holstebro Roklub, og det er derfor, at vi har mange ungdomsroere med i år”.
Med projektet håber Holstebro Roklub at få mellem 5 og 15 nye ungdomsroere hvert år, til roning på højere niveau. Samtidig betyder projektet, at der i klubben bliver penge til en professionel træner:
“Vi kunne slet ikke magte det her projekt uden et fuldtidsansat træner, det betyder utroligt meget, at de unge har en erfaren træner, der møder dem på et tidligt stadie”.
Til sidst håber Holstebro Roklub på, at projekt vil blive taget op af andre roklubber, så Holstebro ikke kommer til at dominere ungdomsklasserne til regattaer fremover.