3. June 2015:
Danmarks Stærkeste Klasse 2015 er kåret
- Forside
- Nyheder
- Danmarks Stærkeste Klasse 2015 er kåret
Tirsdag d. 2. juni 2015 lettede taget i Sorø Hallen da landsfinalen i Danmarks Stærkeste Klasse løb af stablen.
Fotos: Svend Aage Nielsen, www.rowing.dk og Andreas Sloth, www.slothphotos.dk
6.b fra Hotherskolen på Stevns er Danmarks Stærkeste 6. klasse, og 7.a fra Haldgård Skolen i Holstebro er Danmarks Stærkeste 7. klasse. 6.b vandt i en tid, der var 30 sekunder hurtigere, end den tid 6. klasses konkurrencen blev vundet på sidste år. Det var faktisk 7.a fra Haldgård skole, der sidste år vandt konkurrencen for 6. klasserne. Så denne klasse kan nu bryste sig af at være blevet kåret som Danmarks Stærkeste Klasse to år i træk!
Det hele blev afgjort ved landsfinalen i Danmarks Stærkeste Klasse, der blev afviklet i dag tirsdag d. 2. juni 2015 i Sorø Hallen. Finalisterne kom fra hele landet og stemningen var helt i top i de par timer landsfinalen stod på. Med hjælp fra den mangedobbelte OL-medaljetager Eskild Ebbesen, dommer René Andersen, Reiner Modest og en lang række frivillige fra Sorø Roklub blev finalestævnet afviklet gnidningsfrit.
Så snart klasserne ankom til hallen kastede de sig over opvarmningsergometrene. Også selvom der var længe til startskuddet skulle lyde. Stort engagement og vilje til at kæmpe til det yderste kendetegnede de 8 finalister fra hhv. 6. og 7. klassetrin. Der blev svedt og heppet og givet max gas, og konkurrencerne var ekstremt tætte. Intet var afgjort før det sidste tag i ergometeret var taget. Langt de fleste klasser forbedrede deres tider fra kvalifikationen markant – nogle med næsten halvandet minut. Det er helt tydeligt at de involverede roklubber har gjort et kæmpe stykke arbejde med at instruere eleverne i det korrekte rotag og de hurtige skift. Forhåbentlig har eleverne fået smag på endnu mere roning efter denne oplevelse.
Eskild Ebbesen bakkede eleverne op fra sidelinjen og kom med gode råd og tricks til hurtige skift i maskinerne. En imponeret Eskild Ebbesen siger: ”For mig er det fantastisk at se denne konkurrenceånd og stemning, hvor man er sammen som en stor klasse om at prøve at få denne her ene maskine til at ro rigtig stærkt. Man hjælper hinanden, man prøver at optimere sammen, man prøver at give sig selv for holdet og det er bare super fedt at se.”
Dagen sluttede af med medaljeoverrækkelse med hjælp fra Nordea-fondens direktør Henrik Lehmann Andersen, Eskild Ebbesen, borgmester i Sorø Gert Jørgensen og direktør for Nordea i Sorø Malene Frandsen. De to vinderklasser modtog desuden en flot pokal samt en præmiecheck på 2.000kr. Hele arrangementet er gjort muligt af den millionstøtte DFfR har modtaget fra Nordea-fonden til ungdomssatsningen RoBattle – flere unge i dansk roning.
Direktøren fra Nordea-fonden, Henrik Lehmann Andersen, der deltog ved finalestævnet, udtaler: ”Grundlæggende er det sådan at RoBattle og Danmarks Stærkeste Klasse skaber energi i alle de unge mennesker, der deltager i det. En energi som er noget med fællesskab, og noget med selv at finde ud af hvad man er god til, og hvad man kan bruge sine kræfter til – sammen – der giver god fysik og god dynamik. Det er for os det gode liv.”
Dansk Forening for Rosport takker for de mange elevers deltagelse og ser frem til at endnu flere skoleelever deltager i skoleturneringen Danmarks Stærkeste Klasse 2016.